Aarhus Kommune har taget beskidte kneb i brug for at løndumpe parkeringsvagter.

Samtlige parkeringsvagter i Aarhus Kommune står til at blive fyret, blot for at blive ansat igen under dårligere forhold. Det er i forvejen beklageligt at offentlige ansatte igen i år er lagt under sparekniven, men med de beskidte kneb der nu tages i brug, kastes al tillid og jobsikkerhed ud af vinduet. Det er en falliterklæring fra kommunens side, mener Enhedslisten.
Kommunen tager også bøllemetoder i brug. P-vagterne er blevet givet en tidsfrist på 14 dage for at svare ja eller nej til om de vil blive i jobbet, men uden nogen viden om hvad den fremtidige aftale vil indebære. En kontrakt, der tager udgangspunkt i trusler, er uacceptabel og kan kun skade arbejdsmiljøet. I stedet kunne kommunen indlede forhandlinger om en ny aftale, og vise respekt for de ansattes fagforening.
Vi vil arbejde for at komme til bunds i denne sag, og vi vil kæmpe for at parkeringsvagter, såvel som alle andre offentlige ansatte, har de bedst mulige forhold.
“Det er uacceptabelt at den slags løndumping finder sted på offentlige arbejdspladser, og jeg er forundret over at jeg, som formand af Teknisk Udvalg, ikke er blevet inddraget” -Solveig Munk, byrådsmedlem for Enhedslisten