Lighed i Sundhed

Vi skal have forstærket indsats for lighed i sundhed

Social ulighed i sundhed er betegnelsen for det faktum, at levevilkår, sundhed og sygdom er systematisk skævt fordelt i samfundet: Jo dårligere borgerne er stillet socialt set, jo højere sygelighed og dødelighed har de statistisk set. Det kræver en langt mere fokuseret og målrettet indsats end hidtil at få gjort op med uligheden og få mere lighed i sundhed, hvilket vi stiller forslag om i byrådet.

Pressemeddelelse, 19.4.2023, Katrine Vinter Nielsen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten og Thure Hastrup, medlem af Aarhus Byråd, uden for partierne.

Sundhedsstyrelsen arbejder med at synliggøre, hvordan social ulighed kommer til udtryk i befolkningens sundhed og sygdom. Sundhedsstyrelsens fokus bør også afspejles tydeligere i MSO.

Derfor stiller vi følgende forslag i byrådet:

1) Lighed i sundhed bliver et langt tydeligere omdrejningspunkt og et konkret pejlemærke i den politiske retning, som sættes i MSO.

2) At MSO kommer med konkrete bud på, hvordan den sociale ulighed kan afbødes, mindskes eller udlignes.

”Det er også kommunens opgave at bidrage til mere lighed i sundhed. Det skal ske på flere områder, såsom forebyggelse, behandling, rehabilitering og pleje. I alt dette skal der tages højde for borgeres og patienters forskellige udgangspunkt og behov,” siger Katrine Vinther Nielsen.

Magistraten for Sundhed og Omsorg (MSO) vil igennem dette forslag styrke arbejdet både med hele befolkningens sundhed, og dermed mindske den gradvise ulighed, men også med at understøtte særligt udsatte gruppers sundhed.

Indstillingen er også et forsøg på at styrke samarbejdet mellem Magistraterne: Social og Beskæftigelse samt Sundhed og Omsorg, da temaet går på tværs af disse magistrater. Desuden er ”Sundhed ind i alt” et af ”De vilde problemer”, som byrådet har særlig fokus på, og i løsningen af dette ”vilde problem” indgår også indsats for lighed i sundhed.

Efter beslutning i byrådet skal Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfte og vurdere, i samarbejde med MSO, hvordan Sundhedsstyrelsens fokus kan afspejles tydeligere i MSO. Udvalget skal desuden drøfte og vurdere, i samarbejde med MSO, hvordan samarbejdet med regionerne og de privatpraktiserende læger også får lighed i sundhed som et tydeligere omdrejningspunkt.

En lang række initiativer kan sættes i gang (se vedhæftede byrådsforslag), og Sundheds- og Omsorgsudvalget skal sikre, at drøftelser af initiativer generelt tager udgangspunkt i, at ligheden skal øges.

Forslaget er på dagsordenen på byrådsmødet d. 26.4.2023

Byrådsforslag: Lighed i sundhed