Grøn by - grøn omstilling

Grøn omstilling: Vandflyveren skal være elektrisk

Luftfart er en af de alvorlige knaster i den grønne omstilling, men det gør det kun mere påtrængende at få indført fossilfri teknologiske løsninger. Derfor foreslår Enhedslisten i Aarhus Byråd, at elektrificering af vandflyveren, med rute Aarhus-København, skal indgå i den kommende grønne transportplan.

Pressemeddelelse, 20.6.2019, Peter Hegner Bonfils, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten

Det lyder måske som fremtidsmusik. Men lige præcis hvad angår mindre vandfly, er der faktisk allerede bevægelse i den rigtige retning. Den største operatør af vandfly i Nordamerika, Harbour Air, har annonceret, at de elektrificerer hele deres flåde indenfor en årrække. Det sker i et samarbejde med firmaet magniX.

”Vi ser bestemt ikke nogen grund til at hænge i bremsen på den grønne omstilling. Og en hurtig og rettidig elektrificering vil desuden fremtidssikre vandflyvingen fra Aarhus,” siger Peter Hegner Bonfils, byrådsmedlem for Enhedslisten.

Harbour Air har mere end 40 vandflyvere, driver 12 ruter mellem byer som Seattle og Vancouver, med op til 300 daglige flyvninger og mere end en halv million passagerer årligt.

Afstande i fugleflugtslinje: Seattle – Vancouver: 193 km. Aarhus – København: 157 km.

Enhedslisten foreslår at:

  1. Elektrificering af vandfly indgår i den kommende grønne transportplan
  2. Kommunen efter nærmere undersøgelse af sagsforholdene fastsætter en tidshorisont for elektrificeringen og at tilladelse til flyvning med vandfly fra Aarhus betinges af elektrificering eller en hybrid løsning.

Forslaget er på byrådsmødet d. 26.6.

Læs om initiativet fra Harbour Air og magniX