Enhedslistens spidskandidat Søren Egge Rasmussen med Fenja Kirstein ved træhusene i Lisbjerg

Træhuse skal vi bygge flere af – til gavn for klimaet

Byg flere huse af træ. Det er et af Enhedslistens svar på større indsats for klimaet, da det formindsker CO2 udslip. Vi foreslår, at allerede i 2030 skal en tredjedel af alle nye huse bygges i træ. Og træhusene findes allerede, i fire etager, og ifølge en beboer er det en bolig med sjæl.

Valgkamps reportage, 1.6.2019, Ole Jessen, pressemedarbejder Enhedslisten Aarhus

I Lisbjerg findes den slags allerede. På Jess Ingerslevs Gade er der bygget 39 almene boliger i træ i huse på tre og fire etager. Fem af lejlighederne er ungdomsboliger, og nogle andre er i flere plan.

"Vi er glade for at bo her, og for at træhusene er meget klimavenlige," siger Fenja Kirstein
“Vi er glade for at bo her, og for at træhusene er meget klimavenlige,” siger Fenja Kirstein

”Vi er rigtigt glade for at bo i vores lejlighed, for i et træhus har vi et virkelig godt indeklima. Og så bor vi i et hus med sjæl,” siger Fenja Kirstein, der bor i en lejlighed på 114 m2 sammen med sin mand Daniel og deres to måneder gamle søn Felix, som hun er ude at promenere med.

Træhusene i Lisbjerg er opført af boligforeningen AL2Bolig, og de er resultatet af en arkitektkonkurrence udskrevet af Boligministeriet, oplyser Allan Werge, direktør for AL2Bolig.

De første beboere flyttede ind i påsken 2018. Udvendigt er husene beklædt med ubehandlet svensk gran, som ældes langsomt og formentlig skal skiftes i løbet af 20-30 år, Indvendigt er det meste af konstruktionen af træ, også lejlighedernes ydervægge.

Direktør i AL2Bolig, Allan Werge (tv), fortæller Søren Egge Rasmussen om træhusene i Lisbjerg
Direktør i AL2Bolig, Allan Werge (tv), fortæller Søren Egge Rasmussen om træhusene i Lisbjerg

”I Enhedslisten har vi den målsætning, at 30 procent af alle nybyggede huse skal være af træ, og det skal være allerede i 2030,” siger Søren Egge Rasmussen, der er bolig- og klimaordfører for Enhedslisten og spidskandidat til folketingsvalget i Østjylland.

Han har selv boet i et træhus i en almen bolig i 20 år, og det er han ovenud glad for. Han fortæller, at træ binder CO2, og hvis træ erstatter mursten og beton, så spares CO2 udledning fra produktion af mursten og beton.

For at kunne bygge flere huse i træ skal bygningsreglementet og tilhørende eksempelsamling opdateres. Desuden skal kommuner have mulighed for at stille krav til materialer til bygninger i kommune- og lokalplaner.

”Det er helt nødvendigt, at byggesektoren også bidrager til den grønne omstilling. Rundt om i verden er der allerede mange steder, hvor træbygninger vinder frem, også som højhuse. Og der er i øvrigt også planer om et højhus på havnen i Aarhus. Det er godt,” siger Søren Egge Rasmussen.

På verdensplan står byggeriet for 40 pct. af udledningen af drivhusgasser. Halvdelen kommer fra nedkøling og opvarmning, mens den anden halvdel stammer fra byggeri, materialer og vedligeholdelse.

”Vi er glade for at bo her, og vi er også meget glade for, at husene er meget klimavenlige. Det er rart,” siger Fenja Kirstein.

Læs mere om træhusene i Lisbjerg hos AL2Bolig