Mathilde Hjort Bressum, medlem af Aarhus Byråd for Venstre, skriver i læserbrev i Stiften 24. december, at “vi tror på, at skolerne kan opnå endnu bedre resultater og skabe et endnu bedre læringsmiljø, hvis de slippes fri af den statslige regulering. I Venstre ser vi derfor gerne, at Aarhus bliver en frikommune på skoleområdet”.
Debatindlæg, 9.1.2022, Katrine Vinther Nielsen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten.
Hun konkluderer, at ideer og politik skal kunne gro lokalt og understreger, at “det tror jeg bedst, de kan, hvis man er fri fra alt for meget statslig eller kommunal indblanding”.
Det blev jeg rigtig glad for at læse, for det tyder godt for det kommende samarbejde i børn- og ungeudvalget, hvor vi begge er medlemmer i den nye byrådsperiode. Det er nemlig Enhedslistens politik, at det i højere grad er den enkelte skoles ledelse, medarbejdere, forældre og børn, der beslutter den pædagogiske retning. Derfor skal lærerne have større frihed, så deres faglighed kan komme i spil.
Grundlæggende handler det om, hvordan vi tænker skoleudvikling. Derfor håber jeg, at læserbrevet er et udtryk for, at Venstre vil gentænke sit børn- og ungeudspil, så deres ønske om bevægelsespolitik og lokale bevægelsesplaner på alle skoler ikke bliver endnu et topstyret projekt ovenfra.
Lad da lærerne bestemme, om der skal bevægelse eller bevægende undervisning på skemaet, de har jo kompetencerne, uddannelsen og den professionelle dømmekraft. Koncepter, kontrol, konkurrence, unødvendigt bureaukrati og regelstyringen skal således erstattes af tillid. De politiske prioriteringer skal vægte klasselærere højere end koncepter og smarte modeluner.
Docent Nana Vaaben og lektor Kristian Gylling Olesen fortæller i en undersøgelse udarbejdet for Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig Administration, at det, lærerne finder allermest motiverende i deres arbejde, er at gøre en forskel for deres elever og have tid til at gøre det. De fortæller også, at det, der er mest demotiverende og ligefrem opleves at stå i vejen for at gøre en forskel, er “arbejdspres og alt det organisatoriske – bl.a. projekter, dokumentation, omorganisering mv.”.
Der er således ingen tvivl om, at frisættelsen af folkeskolen vil forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø. Så lad os sammen kigge på, hvad vi kan skære væk, så skolerne kan sættes mere fri. På den måde vil Aarhuskompassets ambitioner om at sætte fagligheden fri ikke bare blive fine ord på glittet papir, men skabe realpolitisk forandring.
Vi kan inspireres af f.eks. Esbjerg (frikommune) og lytte til deres gode erfaringer. Vi skal træffe kloge beslutninger, for det er ikke alt, der skal sættes fri – f.eks. frihed fra et klasseloft og dermed muligheden for højere klassekvotienter er ikke et frihedsønske, jeg kan bakke op om.
Målet må være, at det politiske niveau inspirerer og inspireres af fagfolk, og at der skabes ordentlige rammer, herunder reel tid til efteruddannelse og tid til at udvikle skolen, og her er f.eks. tilstrækkelig forberedelsestid afgørende. Der er nemlig ingen tvivl om, at en frisættelse af skolerne vil frigive en smule tid, men det er ikke nok. Der skal flere ressourcer til folkeskolen for at skabe bedre betingelser for undervisningen og børnenes trivsel.
