Kritiske spørgsmål om familie-uvenlig politik

Forældres betaling for børn med handicap i døgninstitutoner bliver nu rejst i Aarhus Byråd af Enhedslisten.

Flere familier i Aarhus med børn med handicap er ved at blive sendt ud i alvorlige økonomiske problemer, og årsagen til dette er Aarhus Kommunes ændrede praksis for forældrebetaling for århusianske børn i døgninstitutioner og familiepleje.

Pressemeddelelse, Jette Jensen, byrådsmedlem

Aarhus Kommune var en gang foregangskommune med indsatsen for mennesker med handicap. Men nu har Enhedslisten gennem pressen og personlige henvendelser fået det indtryk, at Aarhus Kommune har en MEGET stram og familie-uvenlig praksis ved at afvise fritagelse for betaling.

“Det er en meget hård behandling, der bliver læsset oven i det ofte lidelsesfulde forløb, som er gået forud for beslutningen om, at forældrene har måttet opgive at tage vare om barnets udvikling i hjemmet. Det er stærkt bekymrende,” siger Jette Jensen.

Enhedslisten rejser nu sagen i byrådet med en forespørgsel, der ønskes mundtligt besvaret af socialrådmanden på næste byrådsmøde (onsdag d.21.1.). Rådmanden bliver bedt om at redegøre for den ændrede praksis for forældrebetaling for århusianske børn i døgninstitutioner og familiepleje.

Uddybende stilles en række spørgsmål om forvaltningens behandling af de forældre, som har måttet sende deres børn på institution. Der spørges om, hvor mange forældre, der har modtaget krav om betaling, og om hvor mange der er blevet fritaget. Desuden spørges der om det varsel, der er givet for betalingens start, og om hvordan forvaltningen har tacklet denne for forældrene så vanskelige situation.

“Helt centralt er det jo, at man opkræver betaling for pleje, men ikke for behandling. Så jeg vil rigtig gerne vide, i hvor mange tilfælde det vurderes, at barnets ophold i døgninstitution eller familiepleje ikke udvikler barnet, og hvordan en sådan vurdering finder sted,” siger Jette Jensen.