EL kæmper imod forringelser for mennesker med handicap

Enhedslisten har i Aarhus Byråd kæmpet imod nedskæringer i ordningen Borgerstyret Personlig Assistance, BPA, der med ansættelse af personlige handicaphjælpere, er med til at give borgere med handicap et anstændigt liv.

Pressemeddelelse, Jette Jensen, byrådsmedlem

Striden om BPA-ordningen bliver for tiden sat på spidsen af Muskelsvindfonden med aktindsigt i papirer, der viser, at Aarhus Kommune gennem lobby-arbejde har forsøgt at påvirke lovgivningen, således at BPA-ordningen bliver billigere og forringet. Samtidig bliver Enhedslistens byrådsgruppe udstillet, som om vi på trods af viden om forholdene ikke har gjort noget.

“I Enhedslisten synes vi, det er rigtigt godt, at Muskelsvindfonden kæmper for sine medlemmers interesser, og at man har fået frem i lyset, hvad der er foregået i BPA-sagen. Men desværre har Muskelsvindfonden ikke helt forstået sammenhængen og heller ikke forstået Enhedslistens rolle,” siger Jette Jensen.

Muskelsvindfonden henviser på sin hjemmeside til “Aarhus Kommune”,og sår tvivl om, hvorvidt det er politikere eller embedsmænd, der står bag, hvad der bliver gjort fra kommunens side. Der skal dog ikke herske tvivl om, at forringelser i BPA-ordningen fra starten er politisk besluttet af et flertal i byrådet. Det skete ved det budgetforlig, der blev indgået 21. september 2012, om budgettet for 2013-16. Her blev BPA-ordningen ændret og gjort til et såkaldt “styrbart område”, hvilket reelt betyder besparelser og forringelser. Dette blev vedtaget af partierne S, SF, R, K og V. Enhedslisten var ikke med i forliget og var stærkt imod forringelser i BPA-ordningen.

Det er rigtigt, at Enhedslistens byrådsgruppe i forbindelse med en forespørgsel om forringelserne i BPA-ordningen, fik aktindsigt, som Muskelsvindfonden også siden fik.

“Men da alle de udleverede papirer var stemplet ‘Fortroligt’, kunne vi ikke bruge dem offentligt. Vi har derfor i stedet for ad politisk vej forsøgt at få ændret den forringelse af BPAen, som et politisk flertal i byrådet altså står bag.”

Link til Muskelsvindfondens omtale af BPA-sagen:
http://muskelsvindfonden.dk/handicappolitisk-indlaeg/aarhus-kommune-hemm…