Med finanslovsaftalen i uge 46 kunne man måske få det indtryk, at det parlamentarisk er muligt at rykke regeringen til venstre – trods et meget blåt regeringsgrundlag. Men knapt var blækket tørt, før det stod lysende klart, at den indskrevne VK-reference i regeringsgrundlaget, ikke bare stod der for sjov. Det fandt fattig-Danmark for alvor ud af, da der i uge 48 blev indledt en regulær hetz mod den mest udsatte del af befolkningen. Her blev det også klart, at hovedproblemet hverken er Joachim B. Olsens brækfornemmelser eller Özlem Cekic´ fadæse.
Fattighetz
Nej, det var prominente repræsentanter fra “vores lejr” som Karen Hækkerup og Mette Frederiksen, som ikke bare hoppede med på dette – men på afgørende punkter førte an. Uklædeligt sekunderet af Helle Thorning, som fulgte op på en avisand i Jyllandsposten og en Villy Søvndal, som lige skulle indsparke en indenrigspolitisk kommentar om, at “fattigdomsdebatten er løbet af sporet”. Ikke med brod mod Joachim B., nej, den var såmænd rettet mod hans egen Özlem.
Velgørende at se Enhedslisten holde sig klart fri af dette. Én ting er at være en del af regeringens parlamentariske grundlag. Og at medvirke til en finanslov – måske endda med et stænk eufori over at have fået indflydelse.
Men da det blev klart, at de fattiges venner ikke sidder i regeringen, var Enhedslisten parat til at gå i kødet på regeringen med en meget klar kritik: Det er fattigdommen – og ikke de fattige – der er problemet, og Helle Thorning skulle undskylde sit angreb på kontanthjælpsmodtagerne.
Regeringen har skuffet voldsomt, og derfor er det for det afgørende, at vi ikke bliver en del af dette. Men derudover der også en fare for en bredere desillusionering: Var det overhovedet besværet værd med en ny regering? En tvivl, som også afspejler sig i meningsmålingerne.
Skeletter vælter ud af skabene
Men var man blevet i tvivl om nytten af at slippe af med VK skulle man bare vente til uge 49. For her kulminerede skattesagen med Lars Løkke trængt op i en krog foran rullende kameraer. For her lignede han bestemt én, hvor der var “noget at komme efter” – mens skeletterne med “lydfil-sagen” fortsatte med at vælte ud af skabet langt ind i uge 50.
Det har ikke ændret meningsmålingerne markant – men alligevel lettet presset fra højre på en regering, som ikke kunne tåle at komme meget længere ned. På en måde gør det også lettere for os at presse den fra venstre – hvilket er et must, hvis ikke enhver forhåbning om forandring skal dø ud.
Efter “regeringens første 100 dage”
Men denne forandring kan ikke presses igennem indefra på Christiansborg – derfor må vi støtte os på kræfter uden for folketinget. Det er ud fra denne forståelse, at hovedbestyrelsen har taget initiativ til en ny runde møder og debatter med fagforeninger og bevægelser med startskud onsdag den 11. januar, hvor et første regnskab kan gøres op efter “regeringens første 100 dage”.
Her går vi på gaden for at markere vores krav til en ny politik, som også i høj grad er fokus for dette nummer af månedsbrevet. Det er blevet en smule forsinket, men vi forventer at følge op med et nyt nummer i midten af januar.
Indtil da ønskes alle en fredfyldt rød jul og et begivenhedsrigt nyt år i socialismens tegn!
Redaktionen.
