Fattigdomsgrænse er lånte fjer

VELFÆRD: Når Socialdemokratiet og SF onsdag i byrådet stemmer en århusiansk fattigdomsgrænse igennem, pynter de sig og Århus med lånte fjer. Fattigdomsgrænsesættelsen negligerer fattigdom! Med en fattigdomsgrænse ville de to partier, + Radikale og Enhedslisten ellers måle og synliggøre fattigdom i Århus. S og SF´s metode, ser ud til at resultere i en usynliggørelse af fattigdommen, til skade for de fattige.

Enhedslisten vil bruge de internationalt anerkendte redskaber som 7 organisationer – bl.a. LO og Dansk Socialrådgiverforening – i fattigdomsåret 2010, anbefalede til formålet.

OECD´s 50 % fattigdomsgrænse fastsat ud fra disponibel indkomst er et af disse redskaber. Nu har S og SF imidlertid opfundet sine helt egne Århusindikatorer til måling af fattigdom, og besmykker disse indikatorer ved at kalde dem en OECD grænse. Det er at pynte sig med lånte fjer, ved med OECDnavnet at indikere, at der -modsat fakta – er tale om en internationalt anerkendt, sammenlignelig måling.

Det værste er: Fattigdom målt ud fra de foreslåede indikatorer / fattigdomsgrænse viser, at der stort set ingen fattigdom er i Århus. Stik imod statens undersøgelser, der senest i 2009 viste 6 % fattige i Danmark målt ud fra OECD´s 50 % grænse .

S/SF grænsen vil placere en enlig forsørger på kontanthjælp langt over fattigdomsgrænsen. Det stemmer ikke med mine socialrådgiveroplevelser af levevilkår.

Århusindikatorerne vil fremstille borgere med ejerboliger som fattigere end borgere i lejerboliger. Kan et parti bevare trovædigheden ved at påstå noget sådant ?

Lad os få en fattigdomsgrænse som bidrager til at bekæmpe fattigdom og ikke til at bekæmpe de fattige.

Solveig Munk

Mejlgade 91

8000 Århus C