Velfærd eller krigsfly

Min far kom efter en blodprop pludselig i kørestol og mistede det meste af sit sprog. En brat reduktion af livskvaliteten. Kommunen var hurtig til at bevillige hjemmepleje og handicapkørsel. Hjemmehjælperne knokler og gør deres bedste. Men andet halter alvorligt. Det virker som om alle ansøgninger vurderes meget nærigt. Hvorfor går der flere måneders ventetid for at få ramper ved fordøren så handicapkørslen kan benyttes? Familien løste problemet ved selv at lave ramperne. Jeg er dybt bekymret for de ældre med behov for hjælp, som ikke har naboer og familie som kan løse problemerne. Flere sparerunder har skabt et akut behov for genopretning af den kommunale ældrepleje. Hvorfor skal der være op til en måned ventetid for at få en rollator? De ældre skal da have hjælpen med det samme.
Enhedslisten foreslår, at der årligt afsættes 132 millioner kroner ekstra til ældreområdet. Det vil være en genopretning i forhold til sidste sparerunde. Regeringen giver næste år 55 milliarder i skattelettelse. Samtidig vil alle partier på nær Enhedslisten spilde 15-20 milliarder med at købe nye krigsfly. Pengene findes i samfundet men soldes væk på ufinansierede skattelettelser og nyt krigsmateriel. Enhedslisten vil i stedet prioritere velfærd til de ældre.

Søren Egge Rasmussen, byrådskandidat for Enhedslisten.
(Hjortshøj møllevej 162, 8530 Hjortshøj)