Større ligestilling blandt unge til billig bolig

Unge i Aarhus på kontanthjælp får nu langt bedre mulighed for at få en billig bolig, og disse unge får hermed større ligestilling med unge studerende.

Et forslag fra Enhedslisten har fået dette gennemført.

Pressemeddelelse, 25.4.2016, Jette Jensen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus

Med kontanthjælpsreformen blev unge på kontanthjælp ligestillet økonomisk med studerende på SU. Dette skulle motivere de unge til at gå i gang med en uddannelse. Men samtidig fik de unge på kontanthjælp svært ved at bo eller blive boende i egen bolig, da de ikke ligesom de studerende har adgang til billige studieboliger.

Derfor foreslog Enhedslisten, at Aarhus Byråd skulle opfordre Ungdomsbolig Aarhus til at øge adgangen til studieboliger i Aarhus for unge på kontanthjælp.

“Ligestillingen må også gælde på andre områder, såsom adgang til billige boliger,” sagde Jette Jensen, byrådsmedlem for Enhedslisten, da hun stillede forslaget i Aarhus Byråd 26. marts 2014.

Siden har forslaget været til behandling i Magistraten for Teknik og Miljø. Dette har medført, at reglerne på området er blevet ændret. Fremover har Aarhus Kommune ret til at anvise hver 7. ledige ungdomsbolig, mod hver 10. før. Det giver kommunen langt større mulighed for at anvise ungdomsboliger til unge på kontanthjælp.

“Vi er glade for, at vores forslag har medført denne ændring, der betyder større ligestilling blandt de unge. Det sikrer, at unge på kontanthjælp får mulighed for at bo eller blive boende i egen bolig, og desuden vil de unge ved at bo sammen med studerende kunne blive inspireret og motiveret til at starte en uddannelse,” siger Jette Jensen.

Sagen er på dagsordenen på det kommende byrådsmøde.