Kvindehuset gør en vigtig forskel

Debatten om parallelsamfund i Aarhus handler om mere end socialt snyd, radikalisering og undertrykkelse.

Den handler også om at forebygge ved at støtte nogle af de kvinder, der behøver netværk og socialt samvær, for både at øge forståelsen af det danske samfund og forståelsen af de muligheder og rettigheder, de selv har som individer i det samfund.

Debatindlæg, 10.5.2016, Maria Sloth (EL), Anne Nygaard (R), Camilla Fabricius (S) og Thomas Medom (SF)

Kvindehusets arbejde med minoritetskvinder gør netop det. Det gør foreningen til et vigtigt og nødvendigt initiativ, der er med til at skabe nogle af de forebyggende løsninger, som vi – på tværs af partiskel – efterspørger i kampen mod et parallelsamfund.

Kvindehuset tilbyder et støttende og udviklende netværk, som har stor succes med deres arbejde med minoritetskvinder, en gruppe, der ellers kan være meget svær at nå ind til.

Kvindehusets formål er at fremme kvindernes mulighed for at tage del i det danske samfund igennem undervisning og oplysning. Blandt andet er de flittige brugere af Den Gamle By, fordi det på museet er muligt at se deres egen kulturelle baggrund som en aktiv deltager i dansk historie.

Når kvinder i Kvindehuset fortæller, at de – før deres tid i huset – kun har kendt deres eget hjem og det lokale supermarked, så gør det stort indtryk på os. Det, som mange af os tager for givet, en tur i Bruuns Galleri eller en udflugt til skov eller strand – i det hele taget at benytte byens rum – er ikke en selvfølge for alle århusianere. For nogle kvinder er Kvindehuset åbningen til at kunne bryde med det, som vi kalder parallelsamfundet.

I dag er Kvindehusets største problem, at de mangler finansiering og bl.a. ikke har mulighed for at ansætte en daglig leder.

Vi er derfor gået sammen i SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten og Det Radikale Venstre om et forslag om at styrke Kvindehuset med en bevilling på 750.000 kroner over de kommende tre år. Det er vores overbevisning, at et opgør med parallelsamfundet ikke alene kan vindes ved at indføre strammere kontrol og mere overvågning. Det handler også om at få nyt liv til at spire i det golde landskab, der er et parallelsamfund.

Det er her, Kvindehuset gør en kæmpe forskel.

Forslaget om at styrke Kvindehuset er på det kommende byrådsmøde