Enhedslisten er klar med et stærkt hold for forandring

Enhedslisten i Århus Kommune er klar med kandidatlisten til kommunalvalget til november. Samtidig præsenterer partiet sit politiske program til valget.

Listen med kandidater er bredt og mangfoldigt sammensat mht. køn, alder, uddannelse, arbejde, erfaring, etnisk baggrund og meget mere. Ja, den er i høj grad en afspejling af det århusianske samfund. Listen udgør et stærkt hold, der vil gå efter indflydelse i byrådet for at få forandring i Århus til gavn for alle århusianere.

Pressemeddelelse, 30.7.2017, Keld Hvalsø, spidskandidat for Enhedslisten ved byrådsvalget til november 2017

Spidskandidat er Keld Hvalsø, der sad i byrådet for EL i 2001-2008. De næste pladser besættes af Maria Sloth, nuværende medlem af byrådet, Lone Norlander Smith, tidligere medlem af byrådet for SF, og Peter Hegner Bonfils, også nuværende byrådsmedlem. Der er således tale om en meget erfaren gruppe af kandidater i toppen af listen. Der opstilles på partilisten.

Enhedslistens politiske valgprogram har fire overskrifter, der hver især indeholder mange konkrete bud på forandringer i Århus. Overskrifterne beskriver ganske kort den politiske vision for udviklingen i byen:

Rød by – Grøn by – Mangfoldig by – Levende by

Rød by – med fællesskaber er hjerteblodet for Enhedslisten, kernevelfærden, der skal udvikles og forbedres, således at alle i Århus er trygge og har gode muligheder for et godt liv.

Grøn by – med udvikling er grønt lys for fremtiden, for vi er nødt til at indrette byen, trafikken og indsatsen for klimaet, sådan at vores børn også kan være glade for at bo i Århus.

Mangfoldig by – med et humant menneskesyn er ordentlighed og lige behandling af alle, fra kommunens side, på arbejdspladsen, og sådan at diskrimination ikke accepteres.

Levende by – med et smil er et sprudlende og mangfoldigt kulturliv, der er Århus’ sjæl. Det er munterhed, eftertanke og aha-oplevelserne, der ryster os sammen som århusianere i Smilets By.

Kontakt: Spidskandidat Keld Hvalsø, tlf. 28 24 58 24

Foto: Enhedslistens syv spidskandidater til byrådsvalget i Århus
Fra venstre: Lone Norlander Smith, Martin Noel Schmidt Konradsen, Peter Hegner Bonfils, Doris Clarisse Lukunku, Elsebeth Frederiksen, Maria Sloth, og Keld Hvalsø.

Den samlede kandidatliste og det kommunalpolitiske program for Enhedslisten i Århus Kommune kan downloades nedenfor.

Bilag Størrelse
Kandidatliste KV17 Enhedslisten Århus kommune.pdf 166.98 kB
Kommunalpolitisk program for Enhedslisten i Århus kommune.pdf 858.57 kB