Enhedslisten er med lærerne – og mod Kommunernes Landsforening (KL) og Corydons Masterplan!

Udtalelse fra Enhedslistens generalforsamling i Århus:

Den lockout, som KL har iværksat med Corydons støtte, handler ikke om at få en bedre skole. Og den handler heller ikke kun om lærernes arbejdstid. Nej, alt tyder på, at den indledning til et mere generelt angreb på arbejdstiden og de faglige rettigheder for alle offentligt ansatte. Derfor er parolen “Lærerne er de første – hvem bliver de næste” helt korrekt.

Sådan er det også blevet forstået ude i befolkningen, hvor flertallet støtter lærerne. Det er absurd, at et formelt set demokratisk organ KL kaster lærerne ud i en lockout – mod befolkningsflertallets vilje. Endnu mere absurd, at lockouten kun sker på skrømt i forventning om, at regeringen vil gribe ind. For lærerne kan holde ud i ti uger, og det kan KL ikke.

Lockouten, som kun KL er skyld i, er et skuespil. KL havde håbet den ville give en undskyldning for et regeringsindgreb – sådan var Masterplanen. Men skuespillet er blevet afsløret, og i dag falder opbakningen til et regeringsindgreb i befolkningen.

Skolelockouten er et stort problem for både forældre og elever, men et regeringsindgreb på KLs betingelser er ikke svaret. Det rigtige svar er, at KL må give sig og opgive sine angreb – som det også kræves af flere og flere i S og SFs bagland.

Men skal KL stoppes, kræver det en markant og synlig opbakning fra resten af fagbevægelsen.
Alle kan være med til at demonstrere. Og alle fagforeninger og forbund kan indkalde til tillidsmandsmøder for at informere.

Der er to grunde til, at lærerne fra at være isolerede nu har støtte fra flertallet: For det første lærernes meget aktive indsats overalt i landet siden januar. Og for det andet støtten fra KTO, gymnasielærerne og andre grupper fra begyndelsen af marts.

Fastholder vi dette spor kan vi måske forhindre et regeringsindgreb – og tvinge KL til at give efter. Det vil Enhedslisten Århus sætte alle kræfter ind på.

Vedtaget enstemmigt lørdag den 6. april 2013.