Natur og miljø

Århus Kommune bør have økologisk jordbrug som det helt centrale omdrejningspunkt – jævnfør punkt 4.2 om byøkologi. Miljøpolitikken skal sikre rent grundvand, rene søer og vandløb samt stor biodiversitet. Kommunen skal bl.a. støtte brug af økologiske produkter, ved at oprette et økologisk fødevarecenter, som sikrer økologiske fødevarer til daginstitutioner, skoler, plejehjem samt til kantinerne på de kommunale arbejdspladser. Kommunen skal fremme økologisk drift og sikre rent grundvand ved at opkøbe landbrugsjord og derefter forpagte jorden til økologer eller lave skovrejsning.

Kommunale og statslige skove skal prioriteres for at sikre størst mulig tilgængelighed for besøgende og samtidig udvide den kommunale produktion.

Affaldsmængderne i Danmark er stigende. Århus Kommune bør arbejde for at være mere ressource-effektiv.

En større del af affaldet skal betragtes som en ressource og bør sorteres for at blive genbrugt direkte eller genanvendt. Andelen af affald, der forbrændes og deponeres, skal fortsat reduceres. En god sortering gør, at mest muligt af ressourcerne i affaldet kan genanvendes. Vugge-til-vugge principperne skal være bærende i vores tilgang til affald.

Kommunen skal dyrke sine skove og andre kommunale arealer uden sprøjtegift.

Enhedslisten vil forbyde brugen af sprøjtegifte på alle arealer. Ligesom vi kræver, at kommunen sikre rensning af forurenede jorder, der truer grundvandet.

Af hensyn til miljøet såvel som indbyggernes sundhed ønsker vi et forbud mod at dyrke genmanipulerede afgrøder.

Natur

Mangfoldigheden af dyr og planter er kraftigt forringet i Danmark i løbet af de sidste 100 år. Vi skal gerne ”aflevere” en bæredygtig natur til de næste generationer. Derfor skal der ske en genopretning af forsvunden natur, og levevilkårene for dyr og planter skal generelt forbedres.

For at undgå forurening af natur, grundvand, dyrkningsjord og fødevarer skal landbrugsproduktionen foregå uden anvendelse af pesticider og kunstgødning. Enhedslisten vil have alt landbrug omlagt til økologisk dyrkning, så vi sikrer sunde fødevarer, ordentlig dyrevelfærd, GMO-fri dyrkning og forhindrer fortsat forurening med pesticider i grundvand og naturen. Ved at omlægge landbruget til overvejende lokal forsyning, øges fødevare sikkerheden lokalt.

Århus kommune kan som kystkommune gøre meget for at sikre og bevare vores frie kyster, og holde dem fri for ny bebyggelse. Det vil Enhedslisten arbejde for, sammen med en indsats for at genoprette natur og skov i landområder og sikre naturområder med ”vild natur”. Der skal også være flere grønne ”åndehuller” i byen og de ny kvarterer som skyder op. Århus by skal ikke vokse uden sikring af eksisterende grønne områder og planlægning af ny, tilstrækkelige grønne arealer og vild natur. Bynatur og grønne områder skal udvikles i samarbejde med de lokale beboere og de grønne bevægelser.

Kommunale og statslige skove skal prioriteres for at sikre størst mulig tilgængelighed for besøgende og samtidig udvide den kommunale produktion. I Århus betyder det, at skovene omkring byen ikke blot har en rekreativ værdi, men at de også kan give et bidrag som gavntræ til byggeri og møbelindustri, og at restaffaldet i form af flis kan give et lille bidrag til vores energiforsyning. Der skal ske øget skovrejsning på arealer, hvor der er grundvandsinteresser. Flere skove omkring Århus kan sikre rent drikkevand, bedre rekreative områder, og en mere varieret natur.

Private haver udgør en væsentlig del af de grønne arealer i Århus. Derfor skal vi forbyde brug af sprøjtemidler i private haver. Kommunen skal arbejde for, at haverne bliver grønne korridorer for insekter og dyreliv, og haveejere skal opfordres til at have fokus på biodiversitet i haverne. Man kunne lave temadage om dette i de forskellige lokalområder.

Økologisk produktion og forbrug

Århus Kommune skal gøre økologisk land- og skovbrug til en del af miljøpolitikken for at sikre rent grundvand, rene søer og vandløb samt stor biodiversitet. Kommunen skal opkøbe landbrugsjord og derefter forpagte jorden til økologer eller lave skovrejsning. Enhedslisten mener, der skal ske en omlægning til økologisk drift på alle kommunens arealer.

Enhedslisten vil forbyde brugen af sprøjtegifte på alle arealer i kommunen. Ligesom vi kræver, at kommunen renser forurenede jorder, der truer grundvandet. Af hensyn til miljøet såvel som indbyggernes sundhed ønsker vi et forbud mod at dyrke genmanipulerede afgrøder.

Kommunen skal bl.a. støtte brug af økologiske produkter, ved at oprette et økologisk fødevarecenter, som sikrer økologiske fødevarer til daginstitutioner, skoler, plejehjem samt til kantinerne på de kommunale arbejdspladser. De økologiske produkter bør dyrkes og handles så lokalt som muligt.

Århus Byråd besluttede i februar 2013 en målsætning om minimum 60 procent økologisk fødevareforbrug inden 2020 gennem projektet Økoløft. Med projekt Økoløft er måltidet kommet i centrum, flere råvarer i sæson, mad lavet fra bunden, større kulinarisk kvalitet og faglig stolthed hos de køkkenfaglige medarbejdere. Det økologiske måltid er flere steder blevet omdrejningspunkt for tværfagligt samarbejde. Økologi, måltidsfællesskaber, kvalitet og faglig stolthed er målene, inspiration, netværk, undervisning og flere aftaler på fødevarer er midlerne.

Omlægningen er sket inden for kostbudgettet, og det er dermed ikke blevet dyrere at bruge flere økologiske varer. Det er institutioner, skoler, plejeboliger, caféer og kantiner med egen produktion af mad, der har trukket det første læs økologiske varer, nu skal også klubber, sfo’er, administrationskontorer og alle andre også med på vognen. Allerede i starten af 2016 var 53% af indkøbene af fødevarer hos kommunens hovedleverandører økologiske.

Enhedslisten mener målsætningen nu skal hæves til 100% økologisk fødevareforbrug inden 2025.

Også de selskaber der ejes af Århus kommune skal omlægge til økologisk fødevareforbrug. Samtidig skal Århus kommune samarbejde med Økologisk Landsforening og andre om fremme af omlægning til økologi i den private sektor, på baggrund af de gode resultater i kommunen.