Socialpolitik

Et grundvilkår i kapitalismen er menneskets utryghed. Socialister stræber efter, at samfundet indrettes med tryghed for mennesker – tryghed med hensyn til eget liv og arbejde, tryghed mht. børns opvækst og fremtid, tryghed mht. alderdom. Kommunen kan gøre meget for at sikre tryghed ved ledighed, sygdom, handicap – og vi kæmper for, at den skal gøre det!

Der vil altid være mennesker, som i kortere eller længere perioder får brug for hjælp fra kommunen. Uanset situation og behov har den enkelte krav på at blive mødt med respekt fra engagerede medarbejdere, der kan give den rigtige hjælp. Ulykken kan ramme – med behov for forsørgelse, lægehjælp, rehabilitering og anden støtte til følge.

Helhedsorienteret, koordinerende rådgivning og vejledning på tværs af beskæftigelses-, handicap-, familie- m. fl. afdeling skal udføres og være tilgængelig for borgere med behov herfor

Indbyggerne har allerede efter Servicelov, Retssikkerhedslov og Aktivlov mv. ret til sådan rådgivning. Enhedslisten arbejder for, at kommunen aktivt mindsker skadevirkning af fattiggørelses-lovgivningen, bl.a. ved at opsøge indbyggere, som rammes af indkomsttab ved sygdom og ledighed og ikke mindst af den fattigdomsskabelse, som følger af kontanthjælpsloft, integrationsydelsesregler, og 225 timers regel. Kommunen skal hjælpe dem med at minimere skaden, blandt andet ved at stoppe tilbagebetalingskrav og anden beskæring af ydelser som børnefamilieydelser, kontanthjælp m.v. Konkret har vi foreslået retningslinjer for administration af sådan rådgivning.

Vold og kriminalitet kan skyldes både sociale problemer og manglende selvværd. Skoler og institutioner skal være med til at forebygge kriminalitet og fremme selvværdet. Familiecentre skal have ressourcer til at hjælpe og vejlede familier, som har sociale problemer. Anbringelser af børn uden for hjemmet må ikke blive styret af mangel på penge.

Unge skal sikres uddannelse, praktikpladser og arbejde. Derfor arbejder Enhedslisten for, at der er sociale klausuler på både kommunale anlægs- og driftsopgaver, og at der løbende tjekkes op herpå.

Der skal sikres kædeansvar for de sociale klausuler, så firmaer ikke kan vinde udbud på at give et billigt tilbud, hvorefter de overlader store dele af opgaven til et underfirma, der ikke følger de sociale klausuler.

  • Mennesker med handicap – lige muligheder

FN’s Handicapkonvention skal indarbejdes i Århus Kommunes handicappolitik.

Alle, der på grund af et handicap ikke er i stand til at klare et normalt arbejde, skal sikres offentlig forsørgelse evt. i kombination med særligt tilrettelagt arbejde eller uddannelsestilbud, hvis den pågældende ønsker det.

Mennesker med handicap skal have den hjælp, der skal til for så vidt muligt at kompensere for deres handicap. Det er ekstremt vigtigt, at der ikke er måneders eller års ventetid på bolig, hjælpemidler, eller sagsbehandling af førtidspension eller revalidering. At hjælpen beskæres, hvis den handicappede er gift eller samlevende, eller når folkepensionsalderen, er en helt uantagelig diskrimination. Siden strukturreformen har Århus Kommune væsentlig forringet institutionstilbuddene til mennesker med handicap – den udvikling må vendes!

Et vigtigt element i handicappolitikken er handicaphjælper-ordningen, Borgerstyret Personlig Assistance. Det er helt nødvendigt, at ordningen forbedres med ordentlige arbejdsvilkår for de ansatte, og at ordningen ikke beskæres økonomisk.

Antallet af mennesker med handicap vokser, og dermed behovet for hjælp. Den økonomiske ramme for hjælpen er i flere år øget mindre end væksten i behovet, med forringede levekår for de handicapramte til følge. Den udvikling skal vendes! Der er brug for et løft i indsatsens omfang og kvalitet.

  • Socialpsykiatrien og udsatte voksne – den specialiserede sociale indsats i Århus Kommune.

Gruppen af psykisk syge medborgere og socialt udsatte voksne, der ofte er ramte af dobbelt eller flerdobbelte lidelser, har det slemt. Ikke alene er de ramte – de har også vanskeligt ved at blive hørt, og der er kun få stemmer, der taler deres sag. Derfor er den offentlige omsorg særligt påkrævet. De senere års stramninger på beskæftigelse og førtidspension indvirker på området for socialt udsatte og socialpsykiatriske patienter. Vi oplever at flere borgere med sociale og psykiatriske problemer overlades til sig selv eller ender på forsorgshjem, på væresteder eller som hjemløse.

Kommunalreformen og dannelsen af regionsstrukturen betød, at kommunerne fik en større rolle på dette område. Institutioner og opgaver blev hjemtaget af Århus Kommune. Noget af den fælles viden der var på området i de gamle amter blev bogstaveligt talt spredt for alle vinde, meget gik tabt og omfanget af hjælpen beskåret, og antallet af væresteder beskåret.

Den socialpsykiatriske indsats i Århus kommune består i dag af en lang række tilbud rettet mod borgere med sindslidelser, herunder sindslidelser med dobbelt-diagnoser, blandingsmisbrug eller voksne med ADHD.

Organisatorisk virker området meget uoverskueligt og usammenhængende. Der er mange lokaliteter og mange niveauer for beslutninger og behandlinger. Området skriger på helhedstænkning, mening og sammenhæng for patienterne, ikke kun i kommunen men også på tværs af sektorer i kommuner og region. Det samme gælder set med faglige, dvs. de fagspecifikke professionelles øjne. Også fra den vinkel er der meningstab.

Mange i denne gruppe af borgere har ud over deres psykiatriske lidelse også fysiske lidelser. Dødeligheden som følge af fysiske lidelser er højere end gennemsnittet af befolkningen. Det er ikke rimeligt. Samme gruppe af borgere lider af store tandproblemer, fordi de ikke har råd til eller ikke kan overskue at tage initiativ til ordentlig tandpleje. Også dér føler de sig ofte ekskluderet.

Indsatsen for udsatte borgere ligger i krydsfeltet mellem den sociale – og sundhedsfaglige indsats.

Kommunen bør indtænke sundhed som en integreret del af den sociale indsats og gøre det i tæt dialog med de socialt udsatte, som gerne tager imod sundhedstilbud.

Enhedslisten peger på at den sundhedsfaglige indsats skal styrkes. Indsatsen skal styrkes på såvel væresteder som på forsorgshjem. Der skal oprettes sundhedsklinikker på væresteder, der skal arbejdes med smertelindring for mange af de socialt udsatte, så de får mere overskud til at komme gennem dagen, og der skal tilbydes massage og fodterapi. Kommunens tandklinik for sociale udsatte skal understøttes og udbygges.

Gruppens boligsituation er kritisk: Antallet af hjemløse – ikke mindst: hjemløse med psykiske lidelser –vokser . Kommunens indsats mod hjemløshed har været utilstrækkelig og bør øges. Mange af de socialpsykiatriske borgere er hjemløse og ensomme. De kan have svært ved at finde sig til rette i egen bolig. Her er bostøtte yderst relevant og nødvendigt. De føler sig ensomme, ikke mindst i weekender, hvor der lukkes ned for tilbud.

  • Det specialiserede sociale område, – boformer, bostøtter og udadgående psykiatrisk tilbud

Området er organiseret på tværs af kommuner og regioner gennem en rammeaftale, hvor man sætter de forskellige boformer i udbud for børn, unge og voksne. Det vil sige at kommuner og region indbyrdes køber og sælger pladser og boformer til hinanden. Det vil konkret sige at man ”varegør” borgere. Området er igennem flere år blevet udsat for økonomiske nedskæringer, med faldende livskvalitet for brugere og ansatte til følge – den udvikling må ændres.

 

Enhedslisten mener:

  • At der grundlæggende må ændres på denne praksis, da det handler om mennesker og ikke stykgods. At man i stedet på tværs af kommuner og region og på borgernes præmisser samles om, hvordan man sikrer nogle faglige bæredygtige institutioner med høj tværfaglig ekspertise.
  • At regionen i langt højere grad får en koordinerende rolle, herunder udgående funktioner fra regionspsykiatrien – i tæt samarbejde mellem det psykiatriske hospitalsvæsen og de ansatte i kommunerne.
  • At der sikres et kommunalt – regionalt tilbud til de ’tunge’ social-psykiatriske borgere, der kræver høj faglighed og høj personaledækning, og at området bemandes med en bred palet af faglige ekspertise, hvor sundheds og sundhedsfremme samtænkes i det sociale og pædagogiske arbejde.
  • At Århus Kommune sikres det fornødne antal boformer, således at borgere ikke optager ventepladser på psykiatrisk afdeling eller udskrives til gaden.
  • At der sikres at området er bemandet med faglært uddannede, at der sikres uddannelse – efteruddannelse og tværsektoriel forskning på området.
  • At der tilknyttes faste læger til de enkelte sociale bosteder men med mulighed for borgeren kan fastholde sin egen praktiserende læge. Dette indebærer, at der ansættes det fornødne antal uddannet personale, det vil sige socialpædagoger, sundhedspersonale som sygeplejersker, social- & sundhedsassistenter, terapeuter, mentorer, tolke og relevante ledere.