Kulturpolitik

Enhedslisten vil arbejde for at styrke alles muligheder for aktiv deltagelse i kultur- og samfundsliv. Århus skal i højere grad være en levende by med kulturtilbud for alle og til alle – en by, der giver mulighed for oplevelser, udfoldelse og fordybelse. Der skal skabes rammer for fællesskab, dialog og udfordring, så forskellige kulturer og opfattelser kan mødes og brydes.

Vi ønsker, at byens mangfoldighed kommer til udtryk i den professionelle kunst, hos amatørerne og i de folkelige sammenhænge. Århus Teater er en vigtig del af byens kulturliv, og det er vigtigt, at der bliver ved med at være store forestillinger her, som tiltrækker et stort publikum, men lige så vigtigt er det, at der er plads og rum til de små teatre, som kan opsætte alternative forestillinger, hvor kassesuccesen ikke er det primære mål. Lige sådan med musikscenen; her skal primært de små, mere eksperimenterede spillesteder sikres optimale udviklings- og udfoldelsesmuligheder. Vi skal have underskoven af kreative mennesker til at blomstre, for det er her, den nye generation af kulturformidlere vokser op, og det er her, den kulturelle mangfoldighed sikres. Enhedslisten vil derfor arbejde for etableringen af åbne scener, øvelokaler og værksteder, hvor amatører inden for alle forskellige kunstretninger kan få mulighed for at udfolde sig, få hjælp og rådgivning, og som også kan fungere som sociale samlingssteder for kunsten i alle dens afskygninger. Det kunstneriske og kulturelle vækstlag skal med andre ord have optimale udfoldelsesmuligheder og betingelser.

Godsbanen som mangfoldighedsted for mange bør i langt højere grad understøttes økonomisk.

Enhedslisten kæmper for, at der i høj grad arbejdes på at give de kulturelle vækstlag betingelser for at udvikle og udfolde sig. Det er derfor vigtigt, at der stilles øvelokaler, scener og underskudsgarantier til rådighed for unge amatører og halvprofessionelle i musik, teater og andre kulturgrene – og i perioder blev disse unge ansat til at formidle kultur i forskellige sammenhænge. Dette var med til at sikre et levegrundlag for de unge, mens de udviklede sig kunstnerisk. Langt de fleste af de unge blev dygtige og kloge af den politik og fortsatte senere som professionelle eller gik den almindelige uddannelsesvej enten inden for kunsten eller på andre felter. De kulturelle vækstlag blomstrede i disse år, og Århus blev kendt som en kulturel metropol. Vi må lære af fortidens erfaringer, men indtænke dem i en ny kontekst. Kulturhovedstadsåret viste, at Århus er en kulturel metropol. Musikscenen i Århus blomstrer i dag, men det er inden for andre genrer end dengang. Mange af de der arbejdede med kunst og kultur dengang, gjorde det på dagpenge, fordi arbejdsløsheden var høj. Det kan ikke kaldes en ordentlig løn. Vil vi have mere kunst og kultur, kræver det flere penge til området, så flere kan få ordentlige ansættelser og lønninger.

Lokalt vil vi arbejde for flere mere borgernære kulturcentre. Bibliotekerne skal være lokale samlingspunkter for information, kultur og oplysning, deres tilbud skal til stadighed udvikles, og alle nye typer medier skal inddrages. Medborger- og forsamlingshuse skal sikre de fysiske rammer for kunstnerisk udfoldelse og være en kulturel base for lokalsamfundet. Derudover mener Enhedslisten, at lokale netværksaktiviteter som lokal radio/TV, børnekultur, festivals og kulturdage, medieværksteder, lokalhistoriske foreninger m.m. er af afgørende betydning for bydelenes kulturliv og identitet, og vi vil derfor arbejde for at støtte disse aktiviteter mest muligt.

Vi arbejder for, at der etableres medborger-/beboerhuse, fritids-/sportsfaciliteter og grønne pladser til folkelige udfoldelser i alle nye (og gamle, hvor det er muligt) boligområder.

Kulturlivet skal være tilgængeligt for alle samfundslag. Der burde derfor indføres gratisdage eller rabatordninger på alle museer og institutioner med kulturelle og folkeoplysende formål.