Socialistisk aftenskole 5: Marxisme: Revolutionære bevægelser, politik og dialektik (Lenins betydning).

Indlæser kort...

Dato/klokkeslæt
Date(s) - 05. jan 2023
19:00 - 21:00

Lokation
Huset Trøjborg

Kategori Ingen Kategori


5. Marxisme: Revolutionære bevægelser, politik og dialektik (Lenins betydning).

Indleder: Uffe Juul Jensen, professor emeritus i filosofi, Institut ved Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

Marx og Engels bidrog til udviklingen af en materialistisk filosofi, baseret på studiet af tidens økonomiske videnskab og naturvidenskab. De fik en afgørende indflydelse på revolutionære bevægelser overalt på kloden. Lenin bidrog til udviklingen af filosofien samtidig med, at han var en nøgleskikkelse i den revolutionære omvæltning i Rusland. I skriftet ’Hvad må der gøres?’ (1902) fremhæver Lenin, at ’uden revolutionær teori vil der ikke kunne være nogen revolutionær bevægelse’. Lenin er klar over, at arbejderbevægelsen er dan-
net og har udviklet sig forud for marxistisk teori og filosofi om revolutionær samfundsforandring, og at den marxistiske teori ikke ville have været mulig uden en arbejderbevægelse. Men revolutionære forandringer kræver revolutionær teori. Lenin bidrog selv til udviklingen af en sådan teori, samtidig med at han spillede en helt central rolle i den revolutionære proces i Rusland. Han søgte at præcisere betydningen af dialektisk tænkning og praksis (forståelse af modsætninger og overvindelse af modsætninger). Vi vil bl.a. diskutere,
hvad revolutionær teori og dialektisk tænkning indebærer i vor tids samfund og politiske virkelighed.


Om Socialistisk Aftenskole:

”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt. Det drejer sig om at forandre den”. Sådan skrev Karl Marx. Men for at forandre verden må vi forstå den. Socialister har en lang tradition for at forstå og analysere samfundet – at forstå den udvikling, undertrykkelse og udbytning, der finder sted og de muligheder vi har
for at forandre det.

Socialistisk Aftenskoles formål er at give deltagerne nogle grundlæggende værktøjer til at forstå verden omkring os.

Vi lever i et samfund, hvor neoliberalismen dominerer, og markedstænkning tages for givet. I den offentlige debat bliver der sjældent sat spørgsmålstegn ved den måde, samfundet grundlæggende fungerer på.

Socialistisk Aftenskole ønsker at udvikle vores kritiske sans og vores viden om samfundet ud fra et socialistisk ståsted. Socialistisk Aftenskole vil forhåbentligt også yde et bidrag til en bredere kritisk
offentlighed og – kultur, som alternativ til den nuværende, der er domineret af de borgerlige medier og borgerlig kultur.

Aftenskolen henvender sig til folk med forskellig baggrund og forudsætter ikke forhåndskendskab til emnerne. Vi håber den vil være interessant både for dem, der søger ny viden og dem, der vil dele deres viden og erfaringer.

Hver aften starter med et oplæg. Herefter vil vi i grupper diskutere en række spørgsmål, som oplægsholderen har forberedt. Vi slutter med opsamling og fælles diskussion og til sidst nogle afsluttende ord fra oplægsholderen. Der vil blive henvist til flere tekster, som deltagerne selv kan arbejde videre med.
Socialistisk Aftenskole efterstræber en fordomsfri og åben diskussion, hvor vi sammen hjælper hinanden med at udvikle en socialistisk forståelse af verden.

Aftenskolen er arrangeret af Enhedslisten, SUF og RGU i Aarhus, men er åben for
alle interesserede. Den er gratis, og den er for alle, unge og ældre.
Velkommen!