Flere grønne byrum

Vi vil skabe et Aarhus med plads til mennesker og natur. Derfor skal det være en prioritet i byudviklingen at der er plads til at leve og rum til at gro i baggårde, på pladser og torve og mellem husene i hele kommunen. Grønne byrum med små oaser til både afslapning og aktivitet har ikke blot en positiv effekt på klimaet, biodiversiteten og luftkvaliteten, men også på sundheden, trivslen og fællesskabet.

Det offentlige byrum har stor indflydelse på borgerne i kommunen, og gode grønne byrum kan have positive effekter for det mentale helbred, give gode æstetiske oplevelser og skabe rum for rekreativ udfoldelse. Byens parker, pladser og torve giver plads til at mødes med gamle venner og til at få nye bekendtskaber, som er særligt vigtige i en tid, hvor ensomhed og mistrivsel fylder for mange.

Grønne byrum er ikke kun godt for borgerne i Aarhus, men er også med til at understøtte en mere klimavenlig og naturlig by. Mere natur i byen giver insekterne flere steder at bo, styrker biodiversiteten, afhjælper oversvømmelser, giver mulighed for bestøvning og bidrager til en renere luft, som er særligt vigtigt, da omkring 4.600 danskere hvert år dør af luftforurening.

Vi vil have flere mere liv mellem husene med plads til insekter, planteliv og fællesskaber frem for parkeringspladser og bilos.