I Aarhus er to ud af tre boliger udlejede. Derfor betyder det alt, hvem der ejer dem.
Er det demokratiske boligorganisationer, hvor beboerne bestemmer?
Eller er det store selskaber, der vil tjene så meget som muligt på vores hjem?

De sidste 15 år har profitorienterede selskaber handlet stort ind, siden 2010 er andelen af lejeboliger ejet af kapitalfonde mere end fordoblet i Aarhus, og når vores hjem bliver gjort til pengemaskiner mærkes det på pengepungen.
En husleje på himmelflugt
Forældre må aflyse familieferier, studerende tager nattevagter, og helt almindelige mennesker bliver presset ud af byen. Unge, lavtlønnede og lønarbejderfamilier har ikke længere råd til at bo her.
Aarhus mister sin mangfoldighed – og vi bliver alle fattigere.

Når huslejen stiger, er det vigtigt at huske: stigende huslejer er ikke en naturlov – det er en beslutning.
Men den manglende politiske vilje har gjort det alt for nemt for kapitalfonde at træffe beslutninger der hæve priserne, siden 2015 er huslejen for ikke-almene boliger derfor steget med næsten 40%.
Vi skal selv have magten over vores hjem
I årevis har der manglet politisk mod til at standse udviklingen. Men det kan vi ændre.
Enhedslisten vil tage magten tilbage fra boligspekulanterne – og give den til Aarhusianerne. Derfor vil vi have langt flere almene boliger: boliger der er til at betale, og hvor beboerne har reel indflydelse gennem ægte beboerdemokrati.
Siden 2015 har Aarhus Kommune haft mulighed for at kræve, at op til 25% af nye boliger skal være almene. Men selv dette beskedne krav bliver ikke opfyldt. På Amtssygehusgrunden blev kravet sænket – her vandt profitten vandt over fællesskabet.
Almene boliger – et stærkere Aarhus
Vi kræver, at alle nye lokalplaner som minimum indeholder 25% almene boliger – og vi vil bygge endnu flere. For vi skal alle have råd til at bo her: skolelærere, pædagoger, chauffører, studerende, pensionister – alle dem, der gør Aarhus til en kommune vi gider at leve i.
Vi vil have et Aarhus, hvor magten over vores hjem ligger hos os selv ikke hos spekulanterne.
