Beskæftigelse

Beskæftigelse: Værn mod arbejdsløshed; kilde til udvikling og fremskridt

Vi arbejder for fuld beskæftigelse. Ikke fordi arbejde er målet i sig selv, men fordi det er en forudsætning for livet i bredeste forstand: at drage omsorg for hinanden, at vedligeholde og formidle det skabte, samt at bygge op og at skabe nyt.

Kapitalismen skaber arbejdsløshed, men desværre skydes skylden ofte over på arbejdsløse. I valget mellem at støtte industrien og andre arbejdsgiveres behov for løntrykkere bør kommunen konsekvent bekæmpe arbejdsløsheden og støtte de arbejdsløse. Vi er bevidste om, at det ikke er et kapitalistisk samfunds rationale at afskaffe arbejdsløshed. Derfor stiller Enhedslisten forslag, der forbedrer og sikrer arbejdsløses vilkår og vi insisterer på, at den kommunale og nationale politik hænger sammen. Det er således både Århus Kommunes opgave at skaffe arbejde til dem, der står til at miste deres forsørgelsesgrundlag, og at stille krav til regeringen om forlængelse af dagpengeperioden.

I dag er lovgivning og refusionsordninger desværre langt fra altid en støtte og hjælp for arbejdsløse. Derfor bør kommunen også aktivt arbejde for at få ændret lovgivning og de økonomiske rammeaftaler, så fuld beskæftigelse lettere kan opnås.

I mellemtiden er der et spillerum som skal udnyttes. Kommunen må aldrig blive en mistænksom fangevogter overfor arbejdsløse, men bør snarere opleves som en god kammerat i en svær stund. Og det bør også sikres, at det i praksis bliver sådan, hvad det så end kræver af det politiske niveau.

Arbejdsløse skal have hjælp og støtte til jobsøgningen på en meningsfyldt måde – og vi tror på, at arbejdsløse selv er godt i stand til at definere behovene. Tvang og trusler er både ineffektive og ydmygende. Det bør gøres til en saga blot.

På trods af lovgivningens og de økonomiske rammeaftalers snærende bånd skal kommunen ikke holde sig tilbage med at støtte arbejdsløses uddannelse og opkvalificering. På den måde kommer arbejdsløse og samfundet styrket ud af en ellers træls situation, og på sigt er der tale om en fornuftig investering.

Kommunen bør som arbejdsgiver gøre sit yderste for at bidrage til fuld beskæftigelse, samt oprette jobs på ordinære eller særlige vilkår overfor særligt udsatte grupper: for eksempel langtidsledige, unge, mennesker med nedsat funktionsevne mv. Der bør udvikles investeringsmodeller, der synliggør det økonomisk og socialt fornuftige i en offensiv politik på området, så de seneste års ansættelsesstop kan efterlades på historiens mødding.

Enhedslisten arbejder desuden for en udvidelse af jobrotationsordninger, hvor arbejdsløse ansættes i perioder, hvor kommunens ansatte videreuddannes. Vi støtter dog ikke den nuværende praksis, der ikke sikrer arbejdsløse ordinære vilkår. De arbejdsløse der roteres ind, skal arbejde på overenskomstmæssige løn og vilkår og dermed optjene dagpengeret.

Kommunen bør ikke acceptere løndumping eller anden samfundsskadelig virksomhed, og vi kræver kædeansvar og sociale klausuler i forbindelse med udbud ved licitationer. Løndumping mv. er undergravende for vores samfund og i kampen mod løndumping mv. bør alle muligheder afsøges. Århus skal være spydspidsen i kampen for sikring af ordnede forhold på arbejdsmarkedet og forrest i kampen mod svigagtige og samfundsskadelige elementer.

Beskæftigelsesområdet bør i det hele taget omfattes med den højeste grad af kreativitet og nytænkning i forhold til at skabe fuld beskæftigelse på en socialt forsvarlig måde. Udviklingen af kommunens politik skal ske i et samspil med relevante organisationer såsom fagforeninger og faglige a-kasser, uddannelsesinstitutioner mv. Ovenstående skal altså ikke forstås som en ‘udtømmende’ tekst.

Vores beskæftigelsespolitik skal selvfølgelig være et værn mod arbejdsløshed, men den skal samtidig være en kilde til udvikling af vores samfund i bredeste forstand. Når ‘det private’ ikke ser sig i stand til hverken at sikre beskæftigelse eller udvikling, bør kommunen i samarbejde med eller støtte til andre sociale aktører gå forrest for at sikre beskæftigelse og udvikling. Det være sig gennem støtte/lån/oprettelse af fonde til støtte af social-økonomisk virksomhed, kooperativer mv. Vi kræver iværksætterstøtte med microlån, rådgivning og revisorassistance.

Meget er skabt og vundet af arbejderklassen og allierede gennem tiden. Kommunens beskæftigelsespolitik bør støtte kampen for lighed og for udviklingen af vores samfund.