Ældrepolitik

Ældre skal have kvalitetstid i stedet for kvantitetstid. Udfordringen er at lægge Liv til År og ikke alene År til Liv.

Der bliver ofte sagt, at et samfund skal vurderes på, hvorledes man behandler sine ældre. Vi ved, at antallet af ældre i Århus i alderen 65-84 år vil stige i de kommende år, hvor mange ældre samtidig med at de lever længere, også vil have et stigende behov for pleje og behandling. Der bør ikke slækkes på omsorgstilbud og kærlig pleje til de borgere, som har skabt vores nuværende rigdom.

Gennemsnitslevetiden i Danmark er i dag 80 år. Den sociale ulighed betyder, at de grupper, der har kort uddannelse og lav indkomst, oftere rammes af kortere levetid og oplever flere år med sygdomme end gennemsnittet af befolkningen. Derfor er det af afgørende betydning, at spørgsmålet om social lighed i langt højere grad sættes på dagsordenen som grundlag for den sunde aldring.

For Enhedslisten er det en samfundsmæssig udfordring at sikre en værdig og tryg alderdom. En alderdom, der også giver mulighed for at forblive i eller indgå i naturlige fællesskaber, som er en integreret del af det øvrige samfund.

Grundlaget for en værdig alderdom er, at der sikres de fornødne ressourcer til området, herunder specielt personaleressourcer. Derfor skal der gøres op med den nuværende stramme økonomiske politik på ældreområdet, ligesom der skal gøres op med det unødvendige bureaukrati, regelstyringen og dokumentationen. Der skal sættes fokus på udvikling af tværfaglige selvstyrende team understøttet af nærværende ledelse. Nej til overflødig dokumentation – ja til nødvendig dokumentation.

Det sammenhængende sundhedsvæsen skal sikres og planlægges, således at ingen ældre udskrives til eget hjem, uden en tæt koordinering mellem hospital og ældrepleje. Dette indebærer, at der rent praktisk er sikret mad, medicin og de nødvendige hjælpemidler inden udskrivelsen, og at det modtagende personale er fuldt orienteret om borgerens situation, samt om den nødvendige pleje og behandling, gerne i samarbejde med et udadgående hospitalsteam.

Forståelse af de hygiejniske principper som modtræk til infektioner søges indlært som en del af den daglige praksis indenfor ældreområdet i samarbejde med de regionale hygiejnesygeplejersker.

Gennem bevidst forebyggelse og sundhedsfremme skal hjemmeplejen sammen med den praktiserende læge efterfølgende undgå unødig indlæggelse af borgeren. Det er nødvendigt med et tæt samarbejde med det udgående akutte hospitalsteam, eks. geriatrisk team eller gerontopsykiatrisk team.

Enhedslisten anbefaler:

  • At ældreplejen er et fælles samfundsanliggende, der ikke skal gøres til et ”udbudsområde med mulig profit”. Den usikkerhed der opstår, når ældreplejen udliciteres er ikke acceptabel. Enhedslisten mener, at Bøgeskovhus skal tilbage i offentligt regi.
  • At kommunen sammen med repræsentanter for borgerne og relevante fagfolk samt repræsentanter for pårørende til ældre svækkede, fortløbende forholder sig aktivt til, hvordan den værdige ældrepleje sikres. Det skal være en ældrepleje, hvor der er sikret den nødvendige tid til nærvær og faglighed. En ældrepleje, hvor den ældre kan leve i tryg forvisning om, at hjælpen er klar, hvis og når behovet opstår, og hvor der samtidig er sikret indflydelse på egen livssituation og for opretholdelse af egen livsrytme.
  • At der skal skabes boligforhold, der passer til den enkelte ældres behov. Det skal være boliger, som er til at betale og gerne i det lokalområde, som den ældre føler sig tilknyttet, samtidig med, at der er sikret den fornødne faglige hjælp til, at den ældre kan fungere i hverdagen.

Boligen er et fundamentalt gode. Den er en del af vores sjæl, og som sådan er den intim og privat. Boligen er ikke et opbevaringssted, der kan administreres som en “maskinstation” eller en arbejdsplads. Udfordringen bliver, hvordan fremtidige hjælpemidler kan indtænkes i boligen og dér bidrage til, at den ældre bliver selvhjulpen, uden at forudsætningen om tryghed for den ældre sættes over styr.

Enhedslisten anbefaler:

  • At den ældre skal tilbydes forskellige valgmuligheder med henblik på, at den ældre støttes i at leve det liv, som den ældre ønsker. Det værdige liv omfatter mulighed for fælles udflugter, besøg hos venner og familie eller kulturoplevelser. Det indbefatter mulighed for at foretage indkøb, for at komme til frisøren, for at gå på værtshus eller komme ud at spise. Andre værdighedsparametre omfatter følelsen af at være velsoigneret, at være klædt som man ønsker, og at den ældre tilbydes en varieret og ernæringsrigtig mad i rammer og omgivelser, der fremme lysten at spise.
  • At der tilknyttes faste læger til de enkelte plejecentre, men med mulighed for at den ældre kan fastholde sin egen praktiserende læge. Dette indebærer, at der ansættes det fornødne antal uddannet personale, det vil sige sygeplejersker, social- & sundhedsassistenter, terapeuter og relevante ledere, samt at alle ansatte sikres den fornødne efter- og videreuddannelse. Derudover skal det gøres attraktivt at arbejde inden for social- og sundhedssektoren.
  • At der i det daglige indtænkes rehabilitering, genoptræning og forebyggelse og høj faglighed i omsorg, pleje og behandling, og at der sikres kontinuitet blandt det personale, der komme hos den ældre. At de forebyggende hjemmebesøg og den gratis omsorgstandpleje forbedres.
  • At der er tid og rum og tilbud til eksistentielle samtaler og til samvær med andre. At der tages nødvendige hensyn til kulturbaggrund og religion.

Enhedslisten arbejder for et mangfoldigt samfund, hvor ældre indgår aktivt i samfundslivet, hvor boligen er fysisk integreret med det øvrige samfund. Intensionerne fra Århus Ø med ”Generationernes hus” skal udbredes til den fremtidige boligplanlægning i Århus.

Med henblik forebyggelse og sundhedsfremme foreslår Enhedslisten, at der i boligkvarterer, hvor der er mange ældre, sikres en tæt dialog mellem hjemmepleje, hjemmesygeplejerske og de lokale ejendomsfunktionærer

Enhedslisten foreslår, at kommunen i de situationer, hvor der skal ske nødvendige boligskift for ældre uden pårørende, tilbydes flytteassistance og hjælp til indretning betalt af kommunen. Denne hjælp kan indgå som jobskabelse efter 225 timers reglen.

Enhedslisten ønsker, at der opbygges et velfungerende ældredemokrati, således at brugere, beboere og ansatte får reel medindflydelse i dagligdagen, og således at ældrerådene behandles som ligeværdige samarbejdspartnere.

Når der planlægges byfornyelse skal ældres behov fremover tænkes med, og specielt skal de ældres ønsker om alternative boformer – f.eks. seniorbofællesskaber – tages alvorligt, så alle ældre uanset økonomi sikres valgmulighed. Enhedslisten ønsker, at alle ældre får mulighed for at leve inden for rammer, hvor deres kultur, sprog, religion og sociale behov tilgodeses.

Enhedslisten anser folkepensionen for at være urimeligt lav. På kommunalt plan arbejder Enhedslisten for, at ældre uden anden indtægt end folkepension og ATP skal have ret til tilskud til bl.a. briller, tandproteser, større nødvendige nyanskaffelser, sommerferie og højskoleophold.

Enhedslisten ønsker, at de ansattes arbejdsmiljø i ældreområdet forbedres til gavn og glæde for både de ansatte og de ældre. Endvidere at medbestemmelse, supervision og løbende efteruddannelse bliver nogle af hovedhjørnestenene i personalepolitikken i ældreområdet. Enhedslisten støtter kravet om et generelt lønløft og rotation i forbindelse med efteruddannelse.