Jonatan Svendsen, Langenæs og Lisbeth Uhd, Øgaderne, kandidater til Aarhus Byråd for Enhedslisten
Ufatteligt, at vi forebygger så lidt, som vi gør. Men det kræver både tid og viden at yde en pædagogisk indsats med kærlighed. Tid, som mange, der arbejder med børn og unge, oplever, at de ikke har.
Derfor skal der være bruttonormering på institutionsniveau. Den måde, man hidtil har opgjort normeringerne i daginstitutionerne, har givet et misvisende billede af omstændighederne “på gulvet” i daginstitutionerne.
Et vigtigt sted at starte ville være at kompensere for sygdom og anden fravær, og at ledelsesmæssige opgaver/administrative opgaver ikke indregnes. På den måde kan vi tage de første skridt mod bedre forhold for både børn og ansatte.
På den måde fjernes også noget af det, der kan give ansatte moralsk stress af at dagligt gå hjem med dårlig samvittighed. Forhåbentlig vil pædagoger fortsætte, blive mindre syge og ikke flygte til andre fag. Og det vil skabe et mere attraktivt arbejdsområde for de unge, der uddanner sig til pædagoger.
I stedet for at se på forholdene i vores daginstitutioner og skoler er svaret fra undervisningsministeren at skyde skylden for alle dårligdomme tilbage på familierne: “Pisse-Dårligt-Opdragne” børn. Og løsningen er simpel afstraffelseslogik: Børnene skal sættes uden for døren eller hjem i flere dage.
Det er både et arrogant svar og er uden forståelse for børns reaktioner. Tom retorik, han skulle skamme sig over.
Problemerne er mangeartede, men et udtryk for, at der er noget galt. Løsningen er i stedet at finde ud af, hvad der er galt: store klasser, ventetider til afklaring af sårbarhed osv.
Antallet af børn, der ikke går i skole, er stigende. Hvad skaber det ikke af katastrofer for barnet og i familien, og hvad koster det ikke samfundet: sygedagpenge, kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. På sigt stigende antal unge på førtidspension.
Vi har den nødvendige viden om, hvad der skal til for at afbøde udviklingen: Bruttonormeringer i daginstitutioner, bedre arbejdsvilkår for de ansatte, eliminering af ventetiden til afklaring af sårbare børn, støtte til de, der har brug for en særlig indsats/ behandling, mindre klasser eller tolærersystem kunne alle være steder at starte.
Det handler om politisk vilje til at prioritere det frem for at skyde skylden tilbage på borgerne. Og den vilje har vi.
