DF’s kulturkamp mod KØN er endnu et angreb på folkeoplysningen

Bertram Fosnæs, Malling, Kandidat til Aarhus byråd for Enhedslisten 

Museum KØN udfylder en vigtig opgav med at skabe debat, tilbyde nye perspektiver og at give indsigt i historier, der længe har været overset.

Dansk Folkeparti har endnu engang udset sig et nyt mål i deres kulturkamp – denne gang Museum KØN i Aarhus.

Ifølge partiets spidskandidat Thomas Kastrup Christensen skulle museet, støttet af offentlige midler, føre en ideologisk kamp for “wokeisme” og “kønsideologi”. Det er en absurd påstand, som blotlægger DF’s manglende forståelse for, hvad danske værdier egentlig er.

Museum KØN udfylder en vigtig opgave: Dels at skabe debat og tilbyde nye perspektiver og dels at give indsigt i historier, der længe har været overset. Det omfatter bl.a. emner som kvinderettighedskampene, om danske bøsser, lesbiske, og transkønnedes lange vej til anerkendelse, samt tunge emner som moderne slaveri.

Det er ikke udtryk for “kønsideologi” eller en politisk agenda, men helt almindelig folkeoplysning at fortælle disse stykker danmarkshistorie og kulturarv videre.

Når DF hævder, at støtte til KØN sker på bekostning af “danske værdier”, siger det langt mere om partiets egen misforståelse af, hvad de værdier egentlig er. Dansk frisind og folkeoplysning handler netop om at turde udfordre, nuancere og udvide vores forståelse af samfundet. Det er præcis dette, at Museum KØN gør. Selvfølgelig fortjener det vores allesammens støtte.

Link til læserbrev: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/ECE18688322/dfs-kulturkamp-mod-koen-er-endnu-et-angreb-paa-folkeoplysningen/?fp-exp=60300005&fp-alg=603000051&fbclid=IwY2xjawNwTrRleHRuA2FlbQIxMABicmlkETBhbUxzb3A4dlZWRmpHWUcyAR7SHwSIs9zYFS0G75ydUff9KNbg69WoReSIvjKgZCsI2WZqQn-GFHICulJxKw_aem_3jgvnbzIqd3i8wBTyqM1RA