De fjerner alt der gjorde Godsbanen til noget særligt

Af Jeppe Ulrich Lomholt, 3. Spidskandidat

Socialdemokratiet har egenhændigt besluttet sig for, at varmestuen Spor 7 skal lukke.

Foran Spor 7 står en rund bænk, som mange nok kan genkende. Den blev rykket fra Klostertorvet, specifikt for at skubbe hjemløse ud af den tætbefolkede midtby og flytte dem ned til Godsbanen.

Nu har rådmand Anette Poulsen (S) besluttet ‘, at de så snart skal til at forlade Godsbanen. Et sted, som de har medvirket til at gøre noget helt særligt. En oase af oprigtig kultur, bygget fra bunden og fri fra profitmotiver.

Her er Spor 7 ikke alene om at blive tvunget væk. Spille- og fristedet Sidesporet og foreningen Ombold (fodbold for socialt udsatte) lider samme skæbne.

Snart er alt det, der gør området særligt, væk. Det er tilsyneladende et bevidst valg. For områdets status som kulturområde har gjort det attraktivt at “udvikle”. Ironien er selvfølgelig, at den “udvikling” kommer på bekostning af det, der gjorde området attraktivt i første omgang.

Det ultimative eksempel her er det førnævnte fristed, Sidesporet. Målgruppen er socialt udsatte, men koncerter er åbne for offentligheden, og det er faktisk et af de eneste steder i byen, man kan lytte til lokal punk og metal.

Det er altså en markant anderledes målgruppe end de familieboliger, man netop er i færd med at opføre ved siden af stedet. Derfor er planen at rive stedet ned og erstatte det med en “flade”, der kan bruges til “midlertidige projekter og aktiviteter”, jævnfør kommunens udviklingsplan for godsbanearealerne.

Det er en proces, man kalder for gentrificering. En proces, der langsomt presser fattige mennesker og den kultur, de skaber, ud af byen.

Sådan noget bliver oftest pakket ind i flotte ord. Politik 101: Aldrig kald en forringelse for en forringelse eller en nedskæring for en nedskæring. En spade er ikke en spade i politik.

I den her omgang kan det her kæmpe tab pakkes ind i, at Aarhus overgår til en “housing first”-model, hvor man i højere grad fokuserer på at finde lejligheder til folk. Det er en model, vi støtter i Enhedslisten, men vi støtter ikke, at den bruges som en undskyldning for at spare der, hvor man ikke kan tåle at spare.

Den dag, hvor der ikke længere var nogen, der overnattede på Spor 7, ville det give mening at lukke stedet, men det er ikke tilfældet i dag.

Det, der i stedet sker, svarer jo til at lukke et hospital, fordi man snart vil bygge et nyt. Men hvor skal man så tage hen, hvis man bliver syg, inden det er færdigbygget?

https://stiften.dk/debat/det-er-et-kaempe-tab-de-fjerner-alt-det-der-gjorde-godsbanen-til-noget-saerligt?teaser-referral=03444c7c-42b2-4de0-9914-9eb48c2a2f13-13