Indlæg af Sarah Jarsbo, 1. Spidskandidat og Jonatan Svendsen 6. spidskandidat i Enhedslisten Århus
I Enhedslisten Aarhus går vi helhjertet ind for oprettelsen af en Palæstinas Plads et sted i Aarhus. En Palæstinas Plads er ikke “udenrigspolitik i en kommunalvalgregi”, som Jesper Kjeldsen (S) udtrykker det.
Det er en anerkendelse af det palæstinensiske folks ret til national selvbestemmelse, ret til et land, hvor deres børn kan vokse op i tryghed, og hvor alle palæstinensere har demokratisk medbestemmelse. Det er en anerkendelse af et folks grundlæggende menneskerettigheder og Aarhus Kommunes anerkendelse af og respekt for disse rettigheder.
Kjeldsen bryder sig åbenbart ikke om “timingen” af forslaget om en Palæstinas Plads, og Anders Winnerskjold taler om “en konflikt” i stedet for at adressere det, som virkelig sker: Et folkemord med næsten 19.000 døde børn samt forkrøblingen og fordrivelsen af op mod 30.000 andre børn samt den menneskeskabte hungersnød, som rammer hele befolkningen, hvor det jo også altid er de svageste, herunder børnene, der mærker de allerværste konsekvenser.
Vi bakker derfor fuldt op om Radikales forslag. Harald Jensens Plads kunne være et sted, hvor vi omdøbte pladsen. Pladser, gader og stræders navne er ikke skrevet i sten.
Krigen i Palæstina, i Gaza, og overgrebene på den besatte Vestbred har nået højder, hvor verdenssamfundet for længst burde have sagt fra under parolen “aldrig igen”. Aldrig igen betyder aldrig igen for nogen. Mange måneders folkeligt pres har dog fået flere regeringer til at slå kursen om. Kan Aarhus Kommune være en del af den udvikling? Vi siger ja, også med symboler.
Gaza står i dag som et åbent sår i verdenssamfundets samvittighed. Israels militære kampagne beskrives af kritikere som systematiske krigsforbrydelser. Tusinder og atter tusinder af civile, herunder kvinder og børn, er blevet dræbt, mens hungersnød og blokade bruges som våben. Civile bliver skudt, mens de forsøger at hente nødhjælp, og hospitaler bombes i det, der betegnes som bevidste “double-tap”-angreb. Den israelske regering, anført af Netanyahu og højreekstremistiske partnere, handler, som om den er hævet over folkeretten. Og verdenssamfundets passivitet sender et klart signal: Israel kan fortsætte ustraffet.
Undertrykkelsen af et folk ét sted er ikke noget, vi kan lukke øjnene for, fordi vi bor et andet. Solidaritet mellem folkeslag er grundlaget for fred og frihed.
