Nedrivninger af boliger er både hjerteløst og klimadumt – og koster penge

Isabella Heilmann, Aarhus C, kandidat til Aarhus Byråd for Enhedslisten

DEBAT: Kommunen bør lægge en langt større indsats i at bevare bygninger i Aarhus. Kommunen skal investere i vedligeholdelsesplaner med fokus på renovering og isolering. I stedet for vælger kommunen at rive almene boligbyggerier ned på grund af en efter min mening racistisk ghettolov og samtidig indstille nye prestigebyggerier ved stadion og Marselistunnelen.

For at holde os inden for de planetære grænser må vi sætte tempoet ned. Det starter med, at vi passer godt på vores bygninger og bevarer vores boliger. Vi skal stoppe med at rive ned.

I Aarhus Kommunes nye klimaplan 2025-2030 ønsker man at indskrænke kommunens administrative kvadratmeter med 10-15 procent. Disse kvadratmeter kunne bruges på billige almene boliger eller studieboliger. Men det tager planen ikke højde for.

Dog passer det sikkert de rige boligspekulanter rigtig godt, hvis de kan få lov til at sætte sig på endnu flere kvadratmeter i vores by. Stod det til mig, så skulle kommunen sende arealet i udbud for almene boligselskaber, så århusianerne kan få et sted at bo – bygninger skal ikke rives ned.

I “Bevaringsværdig byggebranche”, den nye visionære håndbog skrevet af aktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse og Lærlinge for Bæredygtighed, argumenterer forfatterne for at give gamle bygninger nye funktioner, ombygge kontordomiciler og nedlagte folkeskoler og lade natur- og kulturområder stå til gavn for mennesker og miljø.

At rive bygninger ned koster nemlig penge. Det koster penge i arbejdskraft og transport, og det koster på vores klima. Hvem skal betale for de nedrivninger? Det bliver byens borgere. Det er penge, der i stedet kunne bruges på velfærd og bæredygtige investeringer i fremtidens byggebranche eller måske endda i vedvarende energi.

Klimaplanens energiforsyningsplan bør også være langt mere ambitiøs. Biomasse, der er baseret på rester fra animalsk produktion eller træer, der er fældet i utide, vil ifølge klimaplanen i 2030 fortsat udgøre 15 procent af kommunens energiforsyning.

Borgere i Aarhus Kommune skal ikke varme deres huse op med fossile brændstoffer eller biogen energi. Vi bør i stedet for isolere vores boliger og undgå energispild på et strukturelt niveau. Derudover skal halvdelen af energisektorens udledninger ifølge klimaplanen reduceres med Carbon Capture Storage – en stadig dyr og usikker teknologi.

Derfor er bolignedrivningerne i Gellerup og Bispehaven fuldkommen uberettigede og uholdbare. De er direkte klimaskadelige.

Det er hjerteløst over for vores klima, og det er hjerteløst over for de familier, der tvinges til at flytte fra deres lokalsamfund, børn fra deres skoler og naboer fra deres fællesskab. Tog byrådet klimaet seriøst ville man stoppe nedrivningerne med det samme.