Rådhus Rød By Grøn By

Lyt til fagbevægelsen: Hæv skatten – for velfærd, kultur og klima

Kommunale besparelser i Aarhus beskrives ofte som et nødvendigt onde. Men der er en anden mulighed, som fagbevægelsen i Aarhus nu igen peger på, nemlig at sætte skatten op, så der bliver penge til velfærd, kultur og klima-indsats. Kommuneskatten i Aarhus en af de laveste i Danmark, og en undersøgelse sidste år fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viste, at halvdelen af aarhusianerne foretrækker en mindre skattestigning fremfor besparelser. Så lad os bruge denne brede opbakning til at sætte skatten op til gavn for velfærd, kultur og klima.

Debatindlæg 8.4.2023, Katrine Vinter Nielsen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten, sammen med Thure Hastrup, medlem af Aarhus Byråd, udenfor partierne.

Opfordringen fra den aarhusianske fagbevægelse til at sætte skatten op, i stedet for at spare, kommer fra Dorthe Ryom Fisker, formand for Den Kommunale Fællesrepræsentation, Kresten Vendelbo, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Aarhus og Marianne Gilbert Nielsen, forkvinde for BUPL Århus, i nylige debatindlæg i Stiften. Det sker på baggrund af besparelserne i år og udsigten til besparelser også de kommende år.

Enhedslisten og SF har flere gange foreslået en skattestigning for at undgå besparelser. Når nu fagbevægelsen melder så klart ud, er håbet fra deres side vel, at også Socialdemokratiet tilslutter sig og dermed skaffer et flertal for det i byrådet.

En skattestigning i Aarhus kan egentlig bedst beskrives som et forsvar mod SVM regeringens uholdbare finanslovs-forslag. Af finansministeren får vi at vide, at landets finanser er sunde som aldrig før. Men hvorfor skal kommunerne så spare? Det skal de, fordi regeringen lægger kommunerne i en økonomisk spændetrøje og kræver besparelser. Samtidig vil regeringen give skattelettelser i samme størrelsesorden til erhvervslivet, og man har helt opgivet at beskatte super-profitterne fra energikrisen. Hvis kommunerne kunne få en ordentlig aftale med regeringen om økonomien, ville det ikke være nødvendigt at hæve skatten i Aarhus.

Men det er der desværre ikke udsigt til. Selv i Aarhus Byråd har flertallet lagt sig ned og godkendt de kommende administrative besparelser dikteret af regeringen.

Derfor bliver det nødvendigt med fagbevægelsens foreslåede skattestigning. Der er nok af huller i velfærden, som skal lappes og der er masser af steder, hvor velfærden bør udbygges. Kulturlivet trænger også til et løft, efter besparelser som er gået hårdt ud over netop dette område.

Til sidst vil vi nævne indsatsen for klimaet. I finanslovs-forslaget er der ingen penge sat af til nye klima-initiativer. Det er jo en katastrofe. Også her er der brug for, at vi lokalt i Aarhus gør mere og sætter penge af til en forstærket klima-indsats.

Så samlet set er der alt mulig grund til at bakke op om den aarhusianske fagbevægelses forslag om en mindre forhøjelse af kommuneskatten, således at velfærd og kulturliv kan bevares og udbygges, og således at klima-indsatsen kan forstærkes.

Debatindlægget i Århus Stiftstidende

Debatindlæg i Århus Stiftstidende, af Dorthe Ryom Fisker, formand for Den Kommunale Fællesrepræsentation, og Kresten Vendelbo, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Aarhus.

Debatindlæg i Århus Stiftstidende, af Marianne Gilbert Nielsen, forkvinde for BUPL Århus.