Katrine Vinther Nielsen og Thure Hastrup

Enhedslisten står ikke bag udokumenterede racisme-anklager

To ud af tre byrådsmedlemmer for Enhedslisten i Aarhus har været med i forhandlingerne om sparekataloget, da vi er med i budgetforliget. Dette bakkes op af Enhedslistens bestyrelse i Aarhus. Anklager om racisme mod byrådet vedrørende indholdet i sparekataloget, fra det tredje af Enhedslistens byrådsmedlemmer, rettes dermed også mod os. Vi føler os derfor nødsaget til at gøre opmærksom på, at Enhedslisten ikke står bag racisme-anklagerne. Disse anklager står alene for det tredje Enhedsliste-byrådsmedlems regning.

Pressemeddelelse, 25.1.2023, Thure Hastrup og Katrine Vinther Nielsen, medlemmer af Aarhus Byråd for Enhedslisten.

Enhedslisten er imod racisme og diskrimination og har i mange år kæmpet mod dette i samfundet, både strukturelt og i aktuelle sager, og det vil vi blive ved med. Vi tager enhver form for diskrimination alvorligt, og vi arbejder seriøst for lighed i Aarhus.

En juridisk vurdering af sparekataloget fra Aarhus Kommunes juridiske afdeling har vist, at det ikke indeholder racisme. Nej, hvis der havde været det, ville vi ikke have godtaget det. Konklusionen er: ”Sparekataloget er ikke racistisk og indeholder ej heller racistiske elementer”.

Vi vil til stadighed holde vågent øje med racisme og diskrimination, som vi vil gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe. Men den reelle racisme i samfundet er desværre for alvorlig til, at man kommer med udokumenterede anklager om dette. Vi tager afstand fra udokumenterede anklager om racisme og udokumenteret brug af racisme-begrebet.