Det er langt vigtigere at investere i børnene end i tunneller og lufthavne, så derfor må vi prioritere de sårbare børn og unge i de kommende budgetforhandlinger.
Debatindlæg, 6.8.2022, Katrine Vinther Nielsen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus, og Lisbeth Uhd, sygeplejerske også medlem af Enhedslisten.
Forskning taler sit klare sprog: rapporter fra Vive, Rockwoolfonden, Kristoffersen CBS, Børns Vilkår og Egmont fonden, Defaktum, Socialstyrelsen peger på det samme: Det er nødvendigt at styrke det forebyggende arbejde og den tidlige indsats. Både i daginstitutioner og i folkeskolen.
Ifølge CEBR koster udenforskab 72,3 milliarder kroner pr årgang. Det er prisen for, at 8,2 pct. af børnene i hver eneste årgang får et liv i såkaldt
udenforskab: Det svarer til, at 4.929 børn ud af en årgang på 60.000 får et liv præget af eksempelvis længerevarende ledighed, misbrugsproblemer eller alvorlige psykiske lidelser. Det beløb er samtidig den potentielle samfundsgevinst ved at forebygge udenforskab og sikre, at så få børn og unge som muligt ender med at leve et voksenliv i udenforskab.
Det har således voldsomme menneskelige omkostninger, men også økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser, hvis ikke der investeres i de sårbare børn. Når de bliver voksne, har de måske mister troen på at der er en fremtid for dem og deres muligheder for at bidrage til samfundet.
Staten skal naturligvis også påtage sig ansvaret for at kommunerne har økonomiske muligheder for at give sårbare børn og unge samt handicappede den nødvendige hjælp, så tidligt som muligt, både af menneskelige og økonomiske grunde. Herved kan kommunerne prioritere det forebyggende arbejde, som på sigt vil få udgifterne til at falde væsentligt inden for bistands- og beskæftigelsesområdet, når der gribes ind der, hvor problemerne opstår.
Første skoledag
Om lidt slår skolerne dørene op til første skoledag, og der vil være en masse bevågenhed på skoleområdet – men det skal ikke kun være første skoledag, at skolerne prioriteres: Skolerne i Aarhus er underfinansieret: Aarhus kommune bruger ca 13.000 kr mindre årligt pr elev, hvilket har konsekvenser både for elever med særlige behov og elever i almenområdet.
Aarhus Kommunes undersøgelse “bredere børnefælleskaber” på almenområdet, specialområdet og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) viste, at dagtilbud og skoler oplever en stor stigning af børn i udfordringer, som ikke trives. Det presser børn, forældre, dagtilbud, skoler og PPR, særligt fordi stigningen ikke afspejles ikke i budgetterne til specialområdet: PPRs budget vurderes at ligge en tredjedel under landsgennemsnittet, hvilket svarer til 25 mio.kr.
I analysen ses således et dokumenteret stigende antal børn og familier med udfordringer, der ikke får den rette støtte.
Danmarks Lærerforening har i en lang årrække påvist, at både lærere og forældre vurderer, at der ikke er tilstrækkelige støtteforanstaltninger, de inkluderede elever får således ikke det undervisningstilbud, som de har krav på.
På daginstitutionsområdet opleves også et pres på økonomien: Ressourcerne skal række længere og er ikke tilstrækkelige til den støtte, som børnene har behov for.
Psykolog Rikke Yde Tordrup, som har indgående viden og erfaring med dagtilbudsområdet, udtrykker det krystalklart: “Hvis barnet ikke får nærvær og ikke vænner sig til at kunne søge støtte hos de voksne, har det store konsekvenser for barnets selvregulering, opmærksomhedsevne og lyst til at være sammen med andre…Derfor skal den trygge tilknytning prioriteres i dagtilbuddene. Og det kræver en høj normering. Der skal være pædagoger nok til, at børnene kan skabe stærke, nære relationer til de voksne. De kan ikke knytte sig til voksne, der ikke er der.”
Tilstrækkelige specialtilbud
Løsningen må ikke være automatreaktionen, at færre elever skal have et specialtilbud, for det almene miljø er ikke altid det bedste. Hvis et barn har specialpædagogisk behov, skal der være et specialpædagogisk tilbud. Det er afgørende, så børn og unge ikke mistrives.
“Børn med autisme er ikke metervarer, de skal have meget fint tilpassede tilbud. Da Aarhus Kommune ikke har det, presser man familier og børn ud i arbejdsløshed henholdsvis skolevægring og generel mistrivsel.”, Sådan skriver Marianne Banner, Aarhus C, kredsformand for Landsforeningen Autisme, i Stiften mandag d.25.7.
Det skal vi tage alvorligt.
Børnesynet
Børnesynet i Aarhus hedder:
“Børn er ikke problemet. De viser problemet”
“Børn gør, hvad de kan. Det er de voksne, der kan gøre noget andet”
Men de voksne ude i børnehaverne, vuggestuerne og i skolerne skal også have MULIGHEDEN for at gøre noget andet. Hvis ikke, er der tale om en doublebind-kommunikation, hvor man siger noget, man godt ved ikke er sandt:
Dorthe Birkmose, psykolog og forfatter, forklarer det således: “Man taler mere positivt, end man handler: ”borgeren i centrum”. Men alle kan jo se, at nej – borgeren er ikke i centrum. Økonomien, målingerne og metoderne er i centrum.”
Så det politiske niveau må være opgaven voksen og prioritere området.
Ellers bliver det tomme ord, som kun efterlader medarbejderne med skylden og skammen over ikke at kunne hjælpe børnene, fordi det politiske ansvar ikke bliver løftet og magtesløsheden er blevet udliciteret.
Vi må give børnene et løfte om, at vi vil investere i dem
Løftet skal bl.a indeholde bedre normeringer: minimumsnormeringer på institutionsniveau, flere timer hvor der er to voksne i klassen, færre elever i klasserne, specialpædagogisk efteruddannelse, investering i PPR: så de kommer op på landsgennemsnittet, nedsættelse af ventetiden: så børn i mistrivsel ikke skal vente på hjælp, udredning eller behandling. Endelig skal der gøres op med, at skolerne suverænt selv står for udgiften til specialklasserne.
Husk vi taler om børn: De fortjener en chance i livet, for deres og samfundets skyld.
