Hæv skatten – så der er råd til velfærd!

Aarhus er en by med fremdrift, vækst og optimisme. Et utal af byggekraner, faldende arbejdsløshed og et stigende antal aarhusianere viser dette. Men der er en alvorlig bagside til optimismen. Der bliver nemlig længere og længere mellem de aarhusianere, der rider højt på denne bølge, og så dem hvis hverdag bliver sværere og sværere.

Velfærden udhules for større og større grupper i vores by. For at bremse dette må der ekstra penge til de store velfærdsområder, og en enkel måde at skaffe disse penge, er en lille stigning i skatten.

SF og Enhedslisten har ved de årlige budgetforhandlinger i Aarhus Byråd i flere år kæmpet for at velfærden ikke bliver udhulet. Det er til en vis grad lykkedes. Men på flere områder, især det sociale, har det desværre haft karakter af lapper, der ikke helt kan nå sammen. Og på længere sigt kan vi se, at afstanden mellem lapperne bliver større og større. Som socialt ansvarlige partier kan vi ikke bare stiltiende lade som ingenting.

Noget må gøres, og det haster. Aarhus er nemlig helt i bund blandt landets kommuner når vi ser på hvor mange penge vi bruger på velfærd per indbygger.

Der er to oplagte muligheder. Sidste år forsøgte Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard, som formand for Kommunernes Landsforening, at presse regeringen til at give et løft på mere end 5 milliarder kroner til socialområdet i landets kommuner. Det lykkedes ikke. Og intet tyder på, at det vil lykkes i årene fremover. Så den mulighed er desværre tvivlsom.

Den anden mulighed er at sætte skatten en smule op. I Aarhus er kommuneskatten på 24,52 procent., og det er faktisk en af de laveste i landet. Vores nabokommuner ligger mellem 0,6 og 1,4 procent point højere, så selvom skatten bliver sat en smule op i Aarhus, vil det ikke være derfor, at folk flytter ud. Odense og Aalborg ligger cirka 1 pct. point højere, og flere kommuner i landet ligger mere end 2 procent point højere end Aarhus.

Blandt almindelige lønmodtagere er der forståelse for og stor villighed til at betale mere i skat, hvis pengene går til bedre skoler, daginstitutioner og hospitaler. Det viser en undersøgelse, som Fagforbundet 3F fik lavet i 2019 blandt sine medlemmer. Her erklærede 66 procent af de spurgte sig enige eller næsten enige i, at de gerne ville betale 100 kroner mere om måneden, hvis den ekstra skat gik til forbedring af velfærden.

En lille stigning i skatten skal selvfølgelig ikke ramme hårdt for de aarhusianere, der kun har få penge, så her må der skrues lidt på de sociale ordninger, og det kan godt lade sig gøre. Og vi ved godt, at staten straffer med afgift på skattestigning de første år, men stigningen i behovet for flere penge til velfærden er en langsigtet affære, så vi er nødt til at tænke langsigtet.

For at velfærden i Aarhus, især for de svageste grupper, ikke bliver udhulet, vil SF og Enhedslisten ved årets budgetforhandlinger foreslå at skatten sættes op. Det er socialt og det er ansvarligt.

Læs indlægget i Lokalavisen Aarhus fra 10. juni her

/ Katrine Vinther Nielsen (Ø), Thure Hastrup (Ø), Thomas Medom (SF) og Mette Bjerre (SF)