Når man pludselig er indlagt på hospitalet og har brug for hjælp til alt muligt, er det lykken, når velfærdens engle på trods af travlhed, underbemanding og stressede arbejdsforhold alligevel breder deres vinger ud og bærer dig trygt igennem. Det skal anerkendes, ikke bare i ord men også i handling.
Debatindlæg, 7.5.2022, Katrine Vinther Nielsen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten
“Du skal opereres, enten i aften eller i morgen tidlig.” Sådan lød den uventede besked til mig en mandag aften i marts. Og herfra gik det stærkt. Efter operationen kunne jeg stort set ingenting. Jeg var dybt afhængig af hospitalets personale. Jeg skulle have hjælp til at komme op i sengen, til at få mad, til at gøre rent for mig og til at blive vasket og få ordnet kateteret.
Og senere skulle jeg have hjælp til at komme i gang igen, ud at gå, og til at gå på trapper.
Selvom jeg følte, jeg havde mistet min værdighed, gav personalet mig værdigheden igen med deres omsorg og respekt for min integritet. Ja, jeg blev mødt af enorm faglighed og omhu.
Men jeg oplevede også, hvor hektisk det var. Sygeplejerskerne og sosu’erne kunne ikke nå alt det, de ville.
Jeg bebrejder dem ikke. For når jeg så, hvor travlt de havde det, og hvor trætte deres blikke var, forstår jeg det godt.
Jeg er selv lærer. Og jeg er sikker på, at for os, der arbejder med mennesker, er vores største frygt, at man skulle glemme at følge op på en forælders bekymring eller et barns mistrivsel. Ja, at vi skulle svigte de mennesker, vi har ansvaret for. Og på den måde bliver et samfundsproblem den enkeltes problem. Det er ikke rimeligt, og hvad værre er, det bliver usynligt for offentligheden, at velfærden er presset. Derfor forskrækker TV udsendelser om virkeligheden den brede befolkning, men ikke os, der er derude – for det er jo vores virkelighed.
Sygeplejerskerne fortalte mig om ubesatte stillinger og problemerne med rekruttering. Unge vælger velfærds-uddannelserne fra. Men det problem løser vi ikke, hvis vi ikke også taler om fastholdelse, arbejdsbetingelser og ligeløn. For de unge ønsker ikke at uddanne sig til underbetalte omsorgsfag i udsultede erhverv.
Da jeg blev udskrevet fra hospitalet, skrev jeg dette takkebrev til personalet:
”Hvis nogen skulle tvivle på, at engle eksisterer, så har de ikke været her hos jer. I har trøstet mig, gjort rent for mig, plejet mig, vasket mig, hjulpet mig op og ud at gå, guidet mig, holdt øje med mine tal, hentet mad, rummet mig, og…og… og så har I skubbet mig, men aldrig ud over kanten. Det har altid været mig helt uforståeligt, at velfærdens fag ikke værdsættes mere. Men når man pludselig kommer til et sted i livet, hvor man bliver totalt afhængig af andre, bliver det mig aldeles helt ubegribeligt, at det ikke er indlysende, at I er langt mere værd.”
I årevis har fagbevægelsen og kommunerne krævet, at budgetloven enten bliver skrottet, lempet eller justeret, så kommuner og regioner kan genoprette det velfærdstab, der er opstået siden finanskrisen i 2008. Det er ikke sket. Men der var ingen smalle steder, da der skulle findes penge til kampfly, tanks og krigsskibe.
Hvis fremtidsudsigterne for velfærd og ligeløn ikke skal være dystre, må generøsiteten også gælde disse områder.
