Thure Hastrup Demo Imod Havneudvidelse 19.3.2022

Massiv modstand mod havne-udvidelse kræver et alternativ

Der skal laves et alternativt forslag til udvidelsen af Aarhus Havn. Det foreslår fire partier i Aarhus Byråd: Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Radikale Venstre og Enhedslisten. Baggrunden for forslaget er den massive modstand, der har vist sig under høringen, hvor rekord-mange aarhusianere har deltaget, og hvoraf et overvældende flertal har sagt nej til havne-udvidelsen.

Pressemeddelelse, 27.3.2022, Thure Hastrup, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus, sammen med Jakob Søgaard Clausen, Dansk Folkeparti, Henrik Arens, Nye Borgerlige og Metin Lindved Aydin, Radikale Venstre.

Modstanden mod den planlagte massive havneudvidelse begrundes i flere forhold, som kræver en nøjere belysning. Byrådet skal i sin beslutning navigere mellem erhvervsinteresser, hensyn til rekreative områder, biodiversitet, klimapåvirkning, de visuelle konsekvenser og naturoplevelsen.

Flere afgørende spørgsmål rejser sig: Hvad er det reelle behov for udvidelse af havnearealet, fordelt på eksisterende og nye kunder? Hvordan er klima-aftrykket under anlæg og drift? Hvad med miljøet, mht. klapning af opgravet materiale? Hvad med trafik, støj, lugt og støv. Hvad med de rekreative og visuelle effekter og naturoplevelsen? Hvordan ser det ud med arbejdspladser og med økonomien? Hvad er betydningen i forhold til det regionale og det nationale?

Modstanden mod havne-udvidelsen kommer fra en bred kreds af klima- og miljøgrupper, fællesråd, foreninger, dele af erhvervslivet og en bred kreds af borgere. Det mest efterspurgte alternativ er, at man ikke udvider havnen. Der er desuden peget på nogle elementer som: En ”dry-port” på land, flytning af aktiviteter til Grenaa Havn og flytning af ikke-havnerelaterede aktiviteter.

På baggrund af den massive modstand mod havne-udvidelsen og manglen på egentlige alternativer, foreslår DF, NB, RV og EL at:

  • Aarhus byråd nedsætter en arbejdsgruppe med repræsentanter for Aarhus Kommune (BA, MTM), Aarhus Havn, Grenå Havn, foreningen Beskyt Aarhusbugten Nu, andre repræsentative interessentgrupper fra civilsamfundet (Fællesråd og foreninger som DN), repræsentanter for erhvervslivet, Stadsarkitekten, samt evt. andre relevante aktører.
  • Arbejdsgruppen får til opgave at bearbejde høringsbidragene og organisere udarbejdelsen af et alternativt forslag til at løse Aarhus Havns udviklingsudfordringer inden for scenarierne, 1) Ingen udvidelse af det eksisterende havneareal, og 2) udvidelse inden for de eksisterende havneområder, og 3) en anden udvidelse af havnen der i højere grad tager hensyn til miljø, klima og de visuelle effekter / naturoplevelsen. Borgmesterens Afdeling og Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø udarbejder i samarbejde et kommissorium for arbejdsgruppen, som fremsendes til byrådets godkendelse.

Forslaget kommer på dagsordenen på det kommende møde i Aarhus Byråd

 Forslagsstillere:

  • Thure Hastrup, Enhedslisten.
  • Jakob Søgaard Clausen, Dansk Folkeparti.
  • Henrik Arens, Nye Borgerlige.
  • Metin Lindved Aydin, Radikale Venstre.

Omtale i pressen:

TV2 Østjylland

Århus Stiftstidende

Billede: Thure Hastrup (th) interviewes af Århus Stiftstidendes journalist Søren Willumsen ved demonstration imod havne-udvidelsen 19.3.2022. (Foto: Metin Aydin)