Mange børn i skoler og dagtilbud i Aarhus trives ikke. Det har medført en stor stigning i henvendelser til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Men pengene er ikke fulgt med, og derfor bliver ventetiden længere og længere. Det presser både børn, forældre, lærere, pædagoger og medarbejderne i PPR. Det duer ikke. Inklusion koster, og når børn har brug for hjælp, skal de have det.
Debatindlæg, 13.3.2022, Katrine Vinther Nielsen, byrådsmedlem for Enhedslisten, næstforperson for Børn- og Ungeudvalget.
“Det er svært at forestille sig, at udfordringen med inklusionen og mistrivslen ikke vokser, hvis politikerne undsiger sig den rettidige omhu og tilfører midler til området.” Sådan skriver Dorthe Ryom Fisker, formand for Århus Lærerforening i et læserbrev i Stiften 3. marts.
Jeg er meget enig. For hvad kan vi egentlig tillade os at byde vores børn og unge? Er deres trivsel ikke dét, vi bør prioritere allerhøjest?
Det fremgår af kommunens analyser, at dagtilbud og skoler oplever en stor stigning af børn, som ikke trives. Det presser børn, forældre, dagtilbud, skoler og PPR. Det har medført en stigning af henvendelser til PPR, hvilket ikke skal forklejnes. For når lærere og pædagoger henviser børnene til PPR, så er det, fordi, der er brug for det. Når børn har brug for hjælp, skal de have det. Når børn har specialpædagogiske udfordringer, så skal de have et specialpædagogisk tilbud.
Stigningen af henvendelser til PPR afspejles ikke i budgetterne til specialområdet. De reguleres nemlig med det almindelige børnetal, som stort set er konstant. Dermed sættes området under pres i forhold til medarbejderne i dagtilbud, skoler og specialtilbud. Det presser også PPR’s medarbejdere. Konsekvensen er stort arbejdspres og dårligere arbejdsmiljø.
For børn og forældre betyder det længere ventetid, hvilket ikke fremmer børnenes trivsel. For mange børn medfører det desuden en forværring af deres udfordringer.
Det er ikke inklusion at integrere børn med særlige behov i daginstitutioner og skoler, uden at der følger ressourcer med. Inklusionen er dømt til at mislykkes, når det er en spareøvelse.
Den økonomiske incitament-struktur betyder, at skolerne selv skal betale for specialområdet. Det er med til at udhule området. Det må vi sætte en stopper for: Børn skal have den rette hjælp rettidigt.
Heldigvis er det min fornemmelse, at alle medlemmer af Børn- og Ungeudvalget er optaget af dette. Senest understreger rådmændene for Børn og Unge samt Social og Beskæftigelse, i et læserbrev i Stiften 7.3., at investeringen i børn vil gavne deres voksenliv. Så mon ikke der er skabt grobund for en prioritering af området. Det er der i høj grad brug for.
Debatindlægget er bragt i Århus Stiftstidende d. 13.3.2022
