Bygning Jomsborg - nu revet ned

Aarhus – byvækst uden plan og demokrati

Byudviklingen drives af private bygherrer

Aarhus vokser. Flere flytter til byen. Når de skal bo her,  har de brug for boliger, veje, skoler, institutioner, fritidsaktiviteter osv.  Alt det skal være på den jord, vi har. Det skal planlægges.

Debatindlæg, 31.8.2021, Viggo Jonasen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten, formand for Teknisk Udvalg.

Har vi ikke en kommuneplan og en masse lokalplaner og enkelte helhedsplaner? Jo såmænd. Alle sammen vedtaget af byrådet. Hvorfor da: ”Byvækst uden plan og demokrati”?

Det korte svar er: kommuneplanen er i praksis blot en ramme, der i mindst muligt omfang må hindre bygherrer i at realisere byggeprojekter. Kommuneplanen er ikke en plan, der siger noget om, hvordan kommunen skal se ud om 12 år.

To eksempler:

Har nogen forud for godkendelse af de enkelt projekter set en ”helhedsplan” for Højhusbyen – midtbyarealet med det sorte kontortårn, Frederiks Plads, de Lindes borgmesterstang og kultursiloerne? Nej vel! Den tidligere planlægning sagde, at ”højhuse ikke er udelukket”. Har århusianerne haft mulighed for en samlet stillingtagen til, om vi ønsker en skyline som højhusbyen vil medføre? Nej vel.

Vejlby-Risskov byudvikles for tiden med byggeprojekter til ca. 20.000 indbyggere, som tilvækst til de ca. 20.000 vi er i forvejen. Har nogen set en helhedsplan for, hvordan bydelen med 40.000 indbyggere skal se ud? Har nogen kunnet tage stilling til indretning, fritidsfaciliteter, skoler m.v. i den således fordoblede by? Nej vel.

Ville det ikke være  demokratisk rimeligt, om århusianerne kunne forholde sig til sådanne byudviklinger? Planen skal se 12 år frem. Den skal revideres hvert fjerde år. Planen skal også beskytte kultur-, natur- og landskabsværdier.

Den gældende kommuneplan fra 2017 kan ses på kommunens hjemmeside. Den beskriver kommunen i form af 31 rammeområder, som igen er opdelt i ca 2000 lokale planområder. For hvert planområde er bestemt, hvad det må bruges til: bolig – erhverv – off.inst. – rekreative funktioner, samt byggehøjde, bebyggelsestæthed.

Det giver for så vidt klarhed. Du kan slå op og se, hvor højt der må bygges i dit kvarter og i nabokvarteret, og se om der må forefindes højhuse eller støjende erhverv eller lignende.

MEN planen har en indledning, med hensigtserklæringer og udsagn om, hvordan byomdannelse og byudvikling skal ske. Så: måske gælder kommuneplanbestemmelsen ikke ret længe! Siden 2017 planen blev vedtaget,  har byrådet ca 70 gange vedtaget ændringer – kommuneplantillæg.

Aarhus byråds praksis? Bliver der udarbejdet helhedsplaner, med bykvalitet i højsædet? Eller tillader man byggeri ved lokalplaner, som i alt væsentligt sikrer mange profitable bolig- eller erhvervskvadratmeter på begrænset grundareal?

Byrådet, borgmesteren og teknisk rådmand har favoriseret ekspresbyggeri og højt byggeri. Helhedsplanlægning halter bagefter eller er helt blevet undladt. Ved Hasle Torv helhedsplanen tilsidesættes beboergruppernes indstilling stort set. Borgerinddragelsen sker langt inde i planlægningsprocessen. Der dispenseres rundhåndet fra vedtagne planer. Herom mere nedenfor.

Borgermødet d. 19. august i Risskov Gymnasium – ca. 350 deltagere – gav mange eksempler. Der er i Vejlby-Risskov igangsat byggeri eller planer for byggeri til ca. 20.000 indbyggere, oven i de i forvejen herværende ca 20.000. Er der helhedsplanlagt skole- eller fritidsaktivitetsmuligheder til de tilkommende? Næh. Borgmester Bundsgaard fremhævede, at byrådet har afsat mange penge til kommende fritidsfaciliteter. Men når nu alle bebyggelige arealer dækkes med boliger! Skolekapacitet? Jo, man kan udbygge Risskov skole og Jellebakkeskolen. Men så ryger de sidste stumper græsplæne, hvor fodbold kan spilles. Er det bykvalitet?

Demokrati? Borgerinddragelse?

Byudviklingen i Aarhus drives af private bygherrer. Bygherren lader sin arkitekt udarbejde et – ofte flot tegnet – projekt. Gerne med 6-8 etager og mange bolig- og erhvervskvadratmeter. Nybyggeri i et udtjent erhvervsareal, for eksempel mellem Grenåvej og Agerbæksvej. Eller opkøb og nedrivning af et velfungerende villakvarter, som ved Rødkløvervej. Eller ved nedrivning af historiske bygninger i Mindegade 10 og 12. Teknisk Rådmand siger: ”det arbejder vi videre med – der udarbejdes lokalplan.” Bygherren lader så udarbejde forslag til lokalplan.  Når rådmand og bygherre er enige om detaljerne, starter ”den demokratiske proces”: byrådet diskuterer projektet og beslutter at sende det i offentlig høring. Beboerne i området eller endog i hele byen kritiserer overbebyggelsen og den dominerende byggehøjde. Hvorefter byrådet i enkelte tilfælde bestemmer, at byggeriet kun må være næsten helt så stort og højt. Beboere oplever at blive tromlet: deres ”demokratiske” indflydelse handler om MEGET få procent af det store byggeri.

Demokratiproblem I

Kan beboerne stole på, at kommuneplanens bestemmelser gælder: anvendelse, byggehøjder og andre kvalitetskrav?

NEJ. Thi Kommuneplan 2017 har en bestemmelse om, at byudvikling og byomdannelse skal indebære fortætning: flere boligkvadratmeter pr. grundarealkvadratmeter, af miljømæssige grunde. Med den bestemmelse som begrundelse blæser byrådet på alle andre miljøkrav. Bygherrerne tjener  mere på at bygge højt og tæt end lavt og tæt eller lavt og åbent. Så: kommuneplanens bestemmelser om f.eks. maksimal byggehøjde på 3 etager mellem Grenåvej og Agerbæksvej ændres med seneste lokalplanforslag: man tillader op til 25 meter eller 6 etager plus kælder! Sådan går det mange steder i kommunen.

Demokratiproblem II

Indbyggerne kan altså ikke kan regne med, at byrådet respekterer bestemmelserne i kommuneplanen. Men problemet er endnu større. Indbyggerne kan heller ikke regne med, at teknisk rådmand eller byrådet eller bygherrerne respekterer lokalplanerne. Tre eksempler: 1) Ved Mosevej-Viengevej vedtog byrådet i 1993 en smuk og skånsom lokalplan: erhvervsbyggeri i pavilloner, i op til 2 etager. En fin overgang mellem byen og det grønne ved Egå Engsø. I 2020 gav rådmanden en dispensation: der måtte bygges op til 6 etager! Demokratisk forudsætter sådan ændring i det mindste en ny lokalplan, så borgerne får mulighed for at ytre sig. Men nej! 2) Blot en uge efter, at lokalplan 1031 for Psykiatrisk Hospital var vedtaget, søgte en bygherre om ændring af lokalplanen, for Rolighedsvej 16A, Strandhuset – mer-bebyggelse. Rådmand Simsek imødekom ansøgningen! 3) ”Øjenlægens hus”: en omfattende demokratisk debat førte til beslutning om øget bebygelsesprocent på 45 langs Nordre Strandvej. Hvorefter rådmanden tillader lokalplanlægning for en enkelt grund med en dobbelt så høj bebyggelsesprocent. Beboerne føler at rådmanden holder dem for nar.

Demokratiproblem III

Rådmanden bestemmer enevældigt, hvordan der administreres. Når en bygherre søger om lokaludarbejdelse, skal ansøgningen besvares. Rådmanden kan beslutte, at et hvilket som helst projekt skal sendes som lokalplanforslag frem til byrådet. Han kan også beslutte, at ansøgninger, som strider mod gældende planer, skal afvises.

Hvis kommuneplan og lokalplan skal være prioriteringsredskab for kommunens forvaltning, må sådanne ansøgninger afvises, blot med henvisning til at de strider mod gældende planer. Som for eksempel i sagerne om Strandhuset og om øjenlægens hus. Så kan embedsmændene få mere tid til at udarbejde helhedsplaner.

Rådmand Simsek har stillet i udsigt, at antallet af producerede lokalplaner skal øges i 2022. Der bliver mindre arbejdstid til rådighed til helhedsplaner.

Det  vil være et demokratisk fremskridt, hvis borgmester Bundsgaard træder i karakter og kræver mere demokrati i kommune- og lokalplanlægningen. Og ikke blot jubler til ethvert byggeri. Det duer IKKE, at eneste bestemmelse i kommuneplanen, der har gyldighed, er: fortætning.

Debatindlægget i JP-Aarhus