Hvilken sammenhæng er der mellem “kvotekonger” indenfor tandlægeområdet, fiskeriområdet og praktiserende læger, spørger nogen.
Debatindlæg, 2.3.2021, Else Kayser, medlem af regionsrådet i Region Midtjylland for Enhedslisten
I perioden 2003 til 2007 privatiserede staten fiskernes allemandsret. Man gik fra allemandsretten, hvor alle fiskefartøjer havde adkomst til at fiske. Der blev indført et begreb “fiskekvoter”. Det betød en privatisering af adgang til havet, hvor kvoterne, som er grundlag for fiskeri, blev til en vare, der kunne købes og sælges til højest bydende.
Siden er der sket en koncentration af kvoterne, så fiskeriet i dag er koncentreret på færre og færre hænder. En udvikling, der har påvirket mange mennesker og påvirket udvikling af vores gamle havnebyer.
Et modtræk har været det, som vi oplever i tv-udsendelser om “Gutterne fra kutterne”, hvor fiskerne har fundet sammen i fællesskaber og fastholdt et aktivt lokalt fiskeri. For dem er det en daglig kamp og udfordring at fastholde fiskeriet.
Analog til dette ser vi nu en begyndende kapitalkoncentration indenfor både tandlægeområdet og området for praktiserende læger. En udvikling, der går under begrebet “stråmands klinikker”. En udvikling, som vil underminere det familielæge begreb, som praktiserende læger gennem generationer har gjort en faglig dyd ud af at fastholde.
I 2013 gav man med afsæt i ændret lovgivning mulighed for, at en praktiserende læge kunne eje op til seks lægeklinikker overalt i landet. Begrundelsen for lovforslaget var, at det skulle sikre lægedækning i alle dele af landet. Enhedslisten var sammen med Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance imod denne udvikling.
Denne form for klinikkonstruktion har siden udviklet sig. I dag oplever vi, hvordan kapitalkræfter henvender sig til tilfældige læger og foreslår dem at blive ejere af op til seks klinikker uden, at den pågældende læge overhovedet arbejder som praktiserende læge. I stedet ansættes læger i almen medicin i disse klinikker, enten som løsarbejdere eller vikarer i kortere perioder. Lægerne risikerer at ende som “daglejere” uden tilknytning til et lokalområde og en lokalbefolkning og uden ansvar for at bidrage til et sammenhængende sundhedsvæsen, som kommuner, regioner og praktiserende læger samarbejder om at skabe.
Helt analogt til fiske kvotekongerne oplever vi her, hvordan det bliver penge og kapitalkræfter i form af partnerskabsklinikker – “stråmands klinikkerne” – der kommer til at styre en udvikling gennem opkøb af ydernumre.
Det vil på længere sigt gøre det sværere for yngre læger i almen medicin selv at etablere sig som praksislæger i et lokalområde – som en del af et lokalsamfund. Hvis denne udvikling fortsætter vil vi nemlig se, hvordan ydernumrene vil sælges til skyhøje priser, som mange unge speciallæger i almen medicin vil have svært ved at finansiere.
Vi vil se, hvordan kædedannelser kommer til at styre udviklingen, ganske som vi har set en udvikling inden for tandlægeområdet. En udvikling, som er sket i al ubemærkethed, men hvor vi ved, at udenlandske kapitalfonde og andre storinvestorer køber sig ind i dansk tandpleje. Alternativet er, at de bliver ansat som lønarbejdere eller løsarbejdere i partnerskabsklinikker. Her bliver udfordringen, om disse klinikker sammen med almen praksis vil bidrage til fællesskab om vagtlægeordningen.
Hvis vi skal have stoppet denne udvikling, skal der en lovændring til. Et bud kunne være at ændre loven således, at det bliver lettere og mere udbredt, at regionerne selv opretter regionsklinikker som en del af det sammenhængende sundhedsvæsen. Klinikker, hvor inventaret ejes af regionerne og drives af regionerne med ansættelse af speciallæger i almen medicin og øvrige sundhedspersonale som sekretærer og konsultationssygeplejersker.
Måske er tiden til at se på forskellige former for organisering af almen praksis som en del af det nære sundhedsvæsen. En model kunne være oprettelse af såkaldte “Ydernumre på licens jf. gældende overenskomst, paragraf 25” – et partnerskab mellem speciallæge i almen medicin og regionen, og hvor den praktiserende læger lejer sig ind i regionens klinik. Hvis lægen ønsker at ophæve dette partnerskab, kan ydernumret gå tilbage til regionen. En model kunne også være satellitpraksis, hvor der i regi af allerede eksisterende lægepraksis kan etableres et ekstra konsultationssteder i yder- og lokalsamfund.
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) bliver nødt til sammen med Danske Regioner og Folketinget at forholde sig til alternative muligheder. PLO må beslutte, hvilken veje de vil gå, og hvem de vil arbejde sammen med. Hvis ikke, vil vi se en udvikling, hvor nuværende almen praksis erstattes af kædedannelser, styret af kapitalkræfter, og en underminering af det sammenhængende sundhedsvæsen og kontinuiteten mellem læge og patienten, og hvor kommende yngre læger i almen medicin vil få svært at få fodfæste.
