Dette er en socialpolitisk status efter en kort pause på 27 år nu, da jeg igen sidder inde – i byrådet i Aarhus for Enhedslisten De Rød-Grønne. Hvilke sociale problemer er løst i den mellemliggende periode? Hvilke problemer er blevet skabt? Formindsket? Forøget? Hvilke mål har byrådet styret efter – og styrer efter?
Debatindlæg 13.2.2021, Viggo Jonasen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten
En gennemgående overskrift i årenes politiske beslutninger er: Velfærdsservice koster for meget – vi skal SPARE. Der er blevet sparet på ældreplejen. Standarden pr. bruger er sænket. Kongsgården-skandalen er blot et symptom, ikke en årsag. Hvis vi skulle levere en service på niveau med 2009, skulle budgettet være ca. 300 millioner kroner højere.
Mennesker med handicap har i dag bedre boliger, men meget ringere hjælp og ledsagelse. “My home is my prison“. Skandalerne på bostederne taler et tydeligt og grimt sprog. De ansatte – sosu’er, sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, bibliotekarer, HK’ere, teknikere, arkitekter – løber stærkere. Meget stærkere. De synes ofte, at de ikke får tid til at gøre arbejdet godt nok.
Igennem årene har jeg set en udvikling fra en imødekommende, understøttende og revaliderende kommune, især over for handicappede og deres familier, til en påholdende og restriktiv socialforvaltning med fokus: Er der hjemmel til netop den ydelse?
Ankestyrelsen kender ofte kommunens påholdenhed: Lovstridig. Sparerunde efter sparerunde, “balanceplaner” og andre betegnelser.
Jo, der er også lyspunkter: Man fik iværksat handicaphjælperordningen, som dog nu søges beskåret. Man har iværksat “Tæt På Familien”-projektet for nogle familier med handicappet barn. Det har givet bedre sagsbehandling, og TPF har afdækket lange ventetider på nødvendig og bevilget hjælp.
Antallet af fattige vokser, også blandt børn og unge. Rigtig mange af byens fattige og hjemløse har ikke råd til at flytte ind i nybyggeri, heller ikke i det almennyttige byggeri. Udviklingen på boligmarkedet mindsker udbuddet af billige boliger. Kommunen sælger kommunalt ejede boliger – og køberne vil med stor sandsynlighed modernisere og huslejeforhøje de mindre velstående beboere ud. Senest har man solgt boliger på Skovvangsvej, og der er forslag om at sælge kommunens gamle husvildeboliger på Poul Martin Møllersvej.
Fattigdom lades næsten uomtalt som problemårsag i de talrige hjemløseplaner, som heller ikke gør meget ud af kommunalt ejerskab til betalelige boliger for hjemløse som løsningsstrategi. Byrådet vil have boligforeningerne til at løse opgaven.
Fattigdom lades uomtalt som problemårsag i “Forslag til Social Bæredygtighedsplan”, hvor hovedfokus er: Hvordan kan vi gøre folk selvhjulpne, så vi kan spare personaletimer?
Fattigdom lades uomtalt som mulig problemårsag i planen for at nedbringe skoleelevers skolefravær.
Kommunen sætter mange fattige til at arbejde uden løn som praktikanter i Coop’s og Sallinggruppens butikker. De får ikke job. Men det holder lønnen nede. Det er klassekamp, ikke kun socialpolitik.
Fattigdom er noget, som byrådet årligt lader sig orientere om ved tællinger fra det statslige Vive. Man spørger ikke de fattiges kommunale sagsbehandlere. Kommunens politik er, at de fattige skal hjælpes til selvforsørgelse, altså job. De fattige, som ikke kan bringes i job – og deres børn – får lov at forblive fattige.
Det er en fattig fattigdomspolitik.
Antallet af busafgange er mindsket. De kommunale parkeringskældre er faldefærdige. Vi er bagude med grundvandsbeskyttelsen. Men borgmesteren holder skatteprocenten lav.
Og så når jeg ikke rundt om kulturen.
På ret mange punkter kan Aarhus gøres til en bedre by for mange. Der er meget at gøre for en genindtrådt byrod.
