I læserbrev 2. februar i Århus Stiftstidende udtaler Lone Norlander en “berigtigelse” af min udtalelse til Stiften. “Viggo Jonasen udtaler i Stiften, at forliget om budget 2021 indeholder nedskæringer på socialområdet. Det er ikke rigtigt”. Og “Viggo Jonasen udtaler desuden, at Enhedslistens budgetpolitik indeholder effektiviseringskrav, bl.a. i form af det såkaldte finansieringsbidrag. Det er ikke korrekt”.
Debatindlæg, 4.2.2021, Viggo Jonasen, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten
At gennemskue den kommunale budgetbeslutning er ikke let. Alligevel vil jeg prøve at præsentere en sammenhæng. Når kommunens budget lægges, starter de enkelte afdelinger (ældreområdet, socialområdet, skoleområdet m.fl.) med at sige: Hvad er dette års budget? Næste års budget er som udgangspunkt det samme.
“Budgetmodellen”: Hvis befolkningen, antallet af brugere, er vokset, forøger vi budgettet ca. tilsvarende – så opretholder vi serviceniveau pr. indbygger. Men så kommer beskæringerne. Borgmester og byråd siger: Ja, og I skal effektivisere med en procent. Så, hvis befolkningen, brugerantallet, er vokset med en procent, skal samme antal ansatte betjene en procent flere brugere. Det vil i ældreplejen sige: Fordel plejeopgaverne “lidt tyndere”.
Oven i “effektiviseringen” lægges så, at afdelingen selv skal dække udgifterne til barselsorlov (den er tidligere blevet dækket af en central pulje). Oven i effektivisering og bortfaldet barselsrefusion skal afdelingen lige levere lidt af budgettet til et “finansieringsbidrag”, nu omdøbt til “fællesbidrag”.
På den måde kommer man frem til et “budgetudspil”, et serviceniveau, som pr. indbygger/bruger er ca. to procentpoint lavere end året før.
Men så kommer alle forbedringerne! Der bliver nogle millioner kroner til sygeplejersker og sosu’er i plejesektoren og nogle millioner kroner til socialsektoren. Forbedringerne kan tilsammen blive til mindre, lige så meget som eller mere end beskæringer.
Eftersom beskæringerne ALDRIG tælles sammen af borgmesterens budgetkontor, er sammenligning vanskelig.
Når vi så oven i denne usikkerhed klart ser, at der bliver flere mennesker med handicap og flere ældre med dårligt helbred, må sosu’er og plejeassistenter og socialpædagoger løbe stadig stærkere i plejesektoren og på bostederne. Enhedslistens vedtagne politik er, at der ikke må ske forringelser på brugerniveau.
Plejesektoren har fået merbevillinger på budget 2021. De udgør lidt mere end “effektiviserings-krav” og mindre-refusion af barselsudgifter. MEN – væksten i ældre med sygdom og handicap lægger et “effektiviseringskrav” på godt 1,4 procent ned over afdelingen, svarende til ca. 100 medarbejdere – som jo altså ikke er der til at løfte mer-arbejdet. De, som er der i forvejen, må dele mer-arbejdet.
Det kalder jeg: Nedskæring på brugerniveau.
Bostederne for handicappede har fået en merbevilling på godt 10 millioner kroner i 2021. De er fordelt på seks af de mest nødlidende bosteder. De andre knap 30 bosteder får blot effektiviseringskrav og mindre-refusion.
Det kalder jeg: Nedskæring på brugerniveau.
Sammenfattende: Fra 2009 til 2019 er antallet af kommunalt ansatte skåret ned fra 24.000 til 22.000, mens folketallet er vokset fra 310.000 til 345.000. Borgmestrenes politik har været at “effektivisere” eller udsulte den kommunale velfærdsservice. 2021-budgetforliget efterlader de flere plejekrævende med nogle flere, men kun få ekstra hænder – og færre i forhold til behovet.
Det kalder jeg: Nedskæring på brugerniveau.
Lone Norlander bestrider ikke det faktum. Hun nævner blot “forbedringerne”, men ikke beskæringerne. Ligesom borgmesteren.
Billedet er fra protester mod kommunale nedskæringer i budget 2019, et budget som Enhedslisten stemte imod.
