Søren Egge Rasmussen og Anne Hegelund ved valgfest hos 3F

Fremgang for Enhedslisten i Aarhus

I tre ud af fire valgkredse i Aarhus gik Enhedslisten frem ved folketingsvalget. Men med tilbagegang i hele Østjylland tabte partiet et af vores to mandater her. Det er ærgerligt. Men med det nye politiske flertal regner vi med, at Enhedslisten nu kan få mere større indflydelse med vores 13 mandater i Folketinget.

Valgreportage, 6.6.2019, Ole Jessen, pressemedarbejder Enhedslisten Aarhus

I hele landet gik Enhedslisten tilbage med 0,9 pct. til 6,9 pct. I Østjyllands storkreds fik partiet 7,1 pct. men gik tilbage og tabte det ene af to mandater.

Enhedslistens stemmetal i de fire Aarhus valgkredse:

  • Aarhus Øst: 6.360 stemmer: Fremgang på 0,6 pct. til 10,1 pct.
  • Aarhus Nord: 5.968 stemmer: Fremgang på 0,1 pct. til 11,1 pct.
  • Aarhus Vest: 4.705 stemmer: Tilbagegang på 0,4 pct. til 9,4 pct.
  • Aarhus Syd: 4.412 stemmer: Fremgang på 0,5 pct til 8,6 pct.

I alt fik Enhedslisten 21.445 stemmer i de fire Aarhus kredse. Som det ses, ligger vi i Aarhus over landsgennemsnittet.

Enhedslisten var sammen med Socialdemokratiet og SF til valgfest onsdag aften hos 3F Aarhus Rymarken, hvor det blev fejret, at der nu er flertal for en ny regering, efter at den nuværende regering godt og grundigt har tabt sit flertal. Samtidig var der ærgrelse over, at Enhedslisten i hele landet er gået tilbage fra 14 til 13 mandater og over det tabte mandat i Østjylland.

”Enhedslisten har gennem de sidste fire år, med 14 mandater i Folketinget, haft minimal indflydelse. Nu ser vi frem til, at vi med vores 13 mandater kan få langt mere indflydelse på den nye regerings politik,” siger Søren Egge Rasmussen, spidskandidat for Enhedslisten i Østjylland.

Enhedslisten har i valgkampen arbejdet for at gøre Danmark mere rødt, grønt og solidarisk.

”Vi har haft en valgkamp, hvor klimaet har fyldt rigtigt meget. Det er vigtigt, at vi fremover også har rigtigt meget fokus på bedre velfærd og bedre integration,” siger Søren Egge Rasmussen.

Billedet: Enhedslistens kandidater Søren Egge Rasmussen og Anne Hegelund bliver ved valgfesten hos 3F interviewet til JP-Aarhus.