Nikolaj Villumsen og Randi Smitsdorf

Lyt til 3F: Opsig Velfærdsforliget – Stop højere pensionsalder

Velfærdsforliget skal opsiges, så pensionsalderen ikke bare stiger og stiger. Det var et centralt budskabet i 3F Rymarkens demonstration på Banegårdspladsen i Aarhus d. 16. maj.

Valgkamps reportage, Ole Jessen, pressemedarbejder i valgkampen, Enhedslisten Aarhus

3F Rymarken opfordrer politikerne til at opsige Velfærdsforliget fra 2006, der indebærer stigende pensionsalder. Bag forliget står Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale. Forliget betyder, at en 18-årig først kan gå på folkepension, når hun er 75 år, mens nyfødte må vente til de er 77 år.

Men allerede i dag presses tusindvis af mennesker ud af arbejdsmarkedet længe før tid, fordi de er slidt ned eller mangler uddannelse. Hvordan skal det så ikke gå, efterhånden som pensionsalderen bliver sat i vejret?

”Vi kræver at politikerne opsiger forliget og sætter sig ned og kigger nærmere på virkeligheden. Ingen skal nemlig slides op eller dø på jobbet på grund af tal i et regneark. Derfor skal der findes en ny model for pensionsalderen, så alle danskere uanset job og uddannelse får mulighed for en værdig alderdom,” skriver 3F i forbindelse med en underskriftindsamling, startet af 3F Aalborg, for at få politikerne til at opsige Velfærdsforliget.

Nikolaj Villumsen og Randi Smitsdorf
Nikolaj Villumsen og Randi Smitsdorf

3F Rymarken har i valgkampen samarbejde med folketingskandidater fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Også kandidater fra Socialdemokratiet, der altså står bag Velfærdsforliget, deltog i demonstrationen på Banegårdspladsen. Det vil forhåbentlig give resultater efter valget, når kandidaterne har lyttet til kammeraterne i 3F.

Lige ret til gode pensions år

Flere af Enhedslistens folketingskandidater i Aarhus deltog i 3F Rymarkens demonstration på Banegårdspladsen i Aarhus: ”JA til en værdig tilbagetrækning – NEJ til en højere pensionsalder”

”Kloakarbejderen, sygeplejersken og SOSU-assistenten har ret til lige så mange gode år efter arbejdslivet, som professoren og direktøren,” siger Nikolaj Villumsen, der stiller op til både EU-Parlamentet og Folketinget for Enhedslisten.

”Jeg er meget glad for, at min fagforening 3F sætter fokus på, at pensionsalderen ikke bare skal stige og stige. For vi skal også have et godt liv efter vores arbejdsliv,” siger folketingsmedlem og -kandidat Søren Egge Rasmussen, der selv er medlem af 3F Rymarken.

”Det er stærkt bekymrende, at Socialdemokratiet har meldt ud, at de næste år vil være med til at sætte pensionsalderen op til 69 år. For det er fuldstændig urealistisk,” siger folketingskandidat Else Kayser.

Andre partier skylder svar

Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Radikale skylder svar:

  • Hvorfor skal vi arbejde, til vi er slidt ned eller falder døde om?
  • Hvorfor skal alle ikke have ret til lige mange gode år efter arbejdslivet?
  • Hvad skal alle de mange tusinde leve af, som presses ud af arbejdsmarkedet længe før tid?

Socialdemokratiet vil give ret til tidlig folkepension til nogle få, men vil samtidig sætte pensionsalderen i vejret. Det hænger slet ikke sammen.

Enhedslisten siger:

  • Stop for højere pensionsalder.
  • Indfør ret til tidlig tilbagetrækning på dagpengesats efter antal år på arbejdsmarkedet.
  • Gør det nemmere for de nedslidte at få førtidspension og fleksjob.
  • Danmark er et af verdens rigeste lande. Der er råd til et godt seniorliv for alle.

På billedet for oven: Randi Smitsdorf, formand for 3F Rymarken og Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.