Pernille Skipper på Aarhus Universitetshospital

Pernille Skipper: Staten skal betale til spareramt Aarhus-hospital

Både personale og patienter bliver ramt mærkbart af, at Aarhus Universitetshospital i Skejby har fået en ekstra flytte-regning på 1. mia. kr. De første opsigelser er allerede sendt ud til personale, som led i en spareplan på 325 mio. kr. i år. Pernille Skipper, Enhedslisten, vil i Folketinget gøre alt, hun kan, for at staten træder til med en pose penge, så de store besparelser kan undgås.

Valgkamps-reportage, Ole Jessen, pressemedarbejder, Enhedslisten Aarhus.

Spareplanen er lavet, fordi flytning fra Amtssygehuset og Kommunehospitalet til Skejby har kostet 1 mia. kr. ekstra. Og da Region Midtjylland ikke har ekstra penge, eller kan udskrive skat, kan pengene kun findes ved at spare på driften. Derfor har hospitalets ledelse meget modstræbende lavet den spareplan, der har bragt stor utryghed til både personale og patienter på hele hospitalet.

Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører i Folketinget, besøgte Aarhus Universitetshospital i Skejby lørdag d. 11.5. Her blev hun sat grundigt ind i spareplanen, dens baggrund og ikke mindst de store og meget mærkbare konsekvenser. I 2019 og 2012 skal der samles spares 425 mio. kr.

Repræsentanter fra både ledelse og personale udtrykte stor frustration over besparelserne, som skyldes udgifter, de ikke har været herre over. De gjorde opmærksom på, at dette kommer efter flere års besparelser, og at det bliver nødvendigt at fyre personale. Situationen blev beskrevet som den værste nogensinde, og det blev kraftigt understreget, at det vil komme til at gå ud over patienterne. Region Midtjylland har bedt staten om at betale 600 mio. kr. af flytte-regningen på 1 mia. kr.

Staten må hjælpe med regningen

”Christiansborg har en del af ansvaret for det her, og staten må træde til og hjælpe med at betale regningen. Det er jo en engangsudgift, så det må være overskueligt at finde pengene,” siger Pernille Skipper.

Hun håber stærkt på, at et nyt flertal efter valget vil være med til at finde pengene. Hun er bekymret både på personalets og patienternes vegne ved udsigten til den drastiske spareplan.

Noget tyder dog på, at det måske kan blive svært. Til TV2 Østjylland har Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen sagt, at hun ikke vil love, at staten betaler de 600 mio. kr.

”Det, jeg kan sige, er, at vi gerne vil prioritere velfærd højere, og det gælder også på sundhedsområdet,” siger Mette Frederiksen til TV2 Østjylland.

Mærkeligt at S ikke vil være med

Heller ikke partiet Venstre har ifølge TV2 Østjylland villet love, at staten betaler sin del af regningen.

”Det er mærkeligt, at Socialdemokratiet ikke vil være med til at finde de penge,” siger Pernille Skipper. Hun er bekymret over de mange nedskæringer, der i årevis har ramt sygehusvæsenet. Det skal der rettes op på, mener hun.

Søvnløse nætter over besparelserne

Ved besøget på Aarhus Universitetshospital mødte Pernille Skipper serviceassistent Helle Månsson Bülow, der med tårerne trillende ned ad sine kinder fortalte Pernille om søvnløse nætter på grund af besparelserne.

Serviceassistent Helle Månsson Bülow fortæller Pernille Skipper om besparelserne, med tårer trillende ned ad sine kinder.
Serviceassistent Helle Månsson Bülow fortæller Pernille Skipper om besparelserne, med tårer trillende ned ad sine kinder.

”Vi har siddet i alle personalegrupper og snakket om det her, og det kommer slet ikke til at hænge sammen, ” sagde Helle Månsson Bülow, som er nervøs for at gå rundt på hospitalets afdelinger i de kommende dage, fordi hun da vil se, hvem blandt personalet der mangler på grund af fyring.

Hun laver mad til patienterne på Afdelingen for Ældresygdomme. Hun fortalte, at mange patienter nu ligger på deres stuer og er nervøse for, hvad der skal ske, og taler med deres pårørende om det, i stedet for at de kan bruge deres kræfter på at blive raske.

Se indslag fra TV2 Østjylland, hvor Helle Månsson Bülow taler med Pernille Skipper:

Hospitalsmedarbejder bryder sammen: Besparelserne giver mig søvnløse nætter