Søren Egge Rasmussen på letbanestationen i Hjortshøj

Mere letbane til gavn for klimaet

Staten må ryste op med penge til udbygning af Letbanen

Aarhus skal have flere etaper af Letbanen, og staten skal betale til udbygningen. Det er nødvendigt. Enhedslisten vil have mere kollektiv trafik til gavn for klimaet. Flere andre partier satser på flere biler og motorveje, men det duer ikke, det er den forkerte vej at gå.

Pressemeddelelse, 10.5.2019, Søren Egge Rasmussen, Folketingsmedlem for Enhedslisten, og kandidat i Aarhus til Folketingsvalget.

Letbanens etape mellem Aarhus og Grenaa indvies søndag d. 12.5. Der bliver folkefest med gratis kørsel med Letbanen, og et stort opbud af politikere samt mange andre, der højtideligt vil fejre indvielsen.

Enhedslistens klima- og energiordfører i Folketinget, Søren Egge Rasmussen, glæder sig meget over indvielse af Letbanen mellem Aarhus og Grenaa, og han deltager i indvielsesfesten.

”Men det er ikke nok med de to linjer, Letbanen har nu. Den skal udbygges med flere linjer, og staten må nødvendigvis være med til at betale for etableringen,” siger Søren Egge Rasmussen, der er opstillet i Aarhus for Enhedslistens ved folketingsvalget.

Han bor i Hjortshøj og ved fra sin dagligdag, at det har været katastrofalt for beboerne i Hjortshøj, og andre byer langs Grenaabanen, at have undværet Nærbanen/Letbanen i 2½ år. På billedet er han i gang med valgkampen på letbanestationen i Hjortshøj.

Staten har givet penge til at undersøge muligheden for anden etape fra Aarhus Ø til Brabrand, hvilket er glimrende. Letbane-systemet er afhængigt af flere linjer, hvor omstigning er nemt.

Byudviklingen i Aarhus kan laves efter, hvor Letbanen anlægges, hvilket faktisk allerede sker. Det er en kæmpe fordel, når den kollektive trafik skal gøres mere attraktiv, og vi skal nå markante CO2-reduktioner fra trafikken. Staten skal støtte udbygningen af den kollektive trafik også Letbanen i Aarhus. Det vil Enhedslisten fortsat arbejde for i Folketinget efter valget.

”Vi bør gå videre med en planlægning af, hvordan vi udvikler letbane og tog i Østjylland, for vi skal udvikle den kollektive trafik. Vi er i Enhedslisten imod, at der bygges nye motorveje og at der spildes et astronomisk beløb på en Kattegatbro med motorvej samt et trecifret millionbeløb på en unødvendig omfartsvej ved Mariager,” siger Søren Egge Rasmussen