Lone Norlander og Keld Hvalsø

Nej til nedskæringer er realistisk og ansvarligt

Brutale nedskæringer i velfærden i Aarhus er ikke ”en nødvendig politik”. Det er et politisk valg. Enhedslisten har fremlagt et ansvarligt gennemarbejdet forslag, der kan aflyse nedskæringerne, sådan som fagbevægelsen i Aarhus og et flertal af den aarhusianske befolkning ønsker det.

Debatindlæg, 20.9.2018, Lone Norlander og Keld Hvalsø, medlemmer af Aarhus Byråd for Enhedslisten.

I et læserbrev i Århus Stiftstidende beskylder Dansk Folkepartis politiske konsulent, Daniel Pedersson, Enhedslistens plan for at bygge på ”fiktive penge og urealistiske forventninger til fremtiden”. Men nej, vi smider ikke om os med fiktive penge.

Kritikken drejer sig bl.a. om finansieringstilskuddet, der som en del af bloktilskuddet giver Aarhus 89 mio. kr. årligt. Daniel Pedersson mener, at det: ”efter alt at dømme ikke eksisterer efter 2019”. Regeringen har ganske vist siden 2013 krævet tilskuddet fjernet, men i alle seks aftaler siden da, er det lykkedes KL at fastholde og endda forhøje det. Og fire østjyske kommuner, som vi har undersøgt, forudsætter alle at tilskuddet fortsætter.

DF kritiserer vores plan for: ”at kommunen skal planlægge efter yderligere stigninger i bloktilskuddet, så det følger den demografiske udvikling”. Nej, vores beregninger bygger på, at kommunerne kun delvist får dækket de stigende udgifter til småbørn og gamle, som i aftalen for 2019.

Spareplanen i Aarhus bygger på meget pessimistiske forudsætninger om, at de kommende års aftaler mellem regeringen og KL vil høvle flere mia. kr. af kommunernes bloktilskud: Minus 3½ mia. årligt i finansieringstilskud fra 2020 og frem. Minus ½ mia. i 2020, 1 mia. i 2021 og 1½ mia. i 2022 begrundet i effektiviseringer, og minus 0,8 mia. fra 2020 og frem i reduceret anlæg. Sker det, skal alle landets kommuner gennemføre store nedskæringer. Det er urealistisk.

Kommunerne har stigende udgifter til småbørn og gamle, Danmark har høj økonomisk vækst, skatteindtægter buldrer ind i statskassen, og et markant flertal i befolkningen og i Folketinget er imod besparelser på velfærden. Ud fra dette bygger vores regnestykke på en beskeden forventning om, at KL i de kommende års forhandlinger får en aftale på niveau med den seneste aftale for 2019. Ift. budgetforslaget vil den forventning give Aarhus Kommune flere hundrede mio. kr. ekstra i de kommende år. Ja, flere mio. end de foreslåede nedskæringer.

Enhedslistens regnestykke bygger ikke på forventninger om ”massive stigninger på bloktilskuddet fra år til år”, men blot en stigning på ca. 0,4 % årligt, hvilket er meget mindre end den forventede økonomiske vækst. I 1990’erne voksede kommunernes budgetter med 2 % årligt.

Daniel Pedersson fra DF forsvarer nedskærings-planerne og skriver: ”Så kan vi glædes, hvis det går bedre, og til den tid tale om at rulle vedtagne besparelser tilbage. Dét er ansvarlig budgetlægning!”

For os er det bestemt ikke ”ansvarlig budgetlægning” at gennemføre unødvendige nedskæringer i kommunens tilbud til børn, gamle og socialt udsatte, blot for at glædes ved at kunne dele gaver ud, når vi nærmer os et nyt kommunalvalg.

Debatindlægget i Århus Stiftstidende