Keld Hvalsø

Keld Hvalsø i det regionale arbejdsmarkedsråd

Keld Hvalsø, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten, har netop fået et brev fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der skriver: ”Du udpeges som medlem til det regionale arbejdsmarkedsråd for Østjylland fra den 1. juni 2018 og frem til 31. maj 2022.

Pressemeddelelse, 3.5.2018, Keld Hvalsø, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten

Baggrunden er, at KKR (Kommunekontaktrådet) Midtjylland har indstillet Keld Hvalsø som medlem af rådet.

”På forhånd tak for din indsats,” skriver ministeren i sit brev til Keld Hvalsø, hvori han oplyser, at han har valgt at imødekomme indstillingen og derfor udpeger Keld Hvalsø som medlem af rådet.

Keld Hvalsø er medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget i Aarhus Byråd. Han er klar til at smøge ærmerne op i arbejdet i det regionale arbejdsmarkedsråd, og han ved godt, hvad han vil bruge sin nye post til.

”Jeg vil bruge udnævnelsen til at få sat en stopper for gratis arbejdskraft. Mennesker der arbejder i de østjyske virksomheder, skal ansættes og aflønnes,” siger Keld Hvalsø om sin kommende indsats i rådet.

“Dybest set tror jeg, de fleste arbejdsgivere er enige. Men konkurrencen, presser virksomheder til socialdumping og ubetalte praktikker og den slags,” tilføjer han.

Det regionale arbejdsmarkedsråd Østjylland er et af de otte regionale arbejdsmarkedsråd, der understøtter beskæftigelsesindsatsen på tværs af kommuner. Rådet koordinerer desuden efter- og videreuddannelsesindsatsen i regionen.