I de fleste ægteskaber er den fælles økonomi til debat en gang imellem. Sparer vi op til nye vinduer, eller tager vi et lån i banken? Skal vi købe cykler, skrue på madbudgettet eller bruge lidt mere på at få hverdagen til at hænge bedre sammen?
Debatindlæg, 22.3.2018, Lone Norlander (EL), Eva Borchorst Mejnertz (R), Jette Skive (DF), Liv Gro Jensen (Alt), Thomas Medom (SF), medlemmer af Aarhus Byråd
Debatten er også aktuel i Aarhus Kommune netop nu, fordi borgmester Jacob Bundsgaard har sat en ny økonomisk politik til debat. Umiddelbart lyder det tilforladeligt, fordi det handler om principper, rammer om prioriteringer og gennemsigtighed i kommunens økonomiske beslutninger.
Men borgmesterens ambitioner med den økonomiske politik fortæller ved nærmere gennemsyn også en anden historie: Den kan nemlig bruges til at finde besparelser på vores kernedrift; den virkelighed som børn, forældre, udsatte, handicappede og ældre borgere oplever i mødet med vuggestuer, børnehaver, skoler, væresteder, handicapinstitutioner samt ældre- og sundhedspleje hver eneste dag.
I debatten om den økonomiske politik har borgmesterafdelingen pakket sproget ind i snak om effektiviseringer, hvor der lægges op til, at kommunen skal finde effektiviseringer på 1 til 1,5 procent hvert eneste år.
Men problemet er, at det lettere sagt end gjort. Det er svært at finde effektiviseringer i kernedriften på eksempelvis social, børne- og ældreområdet, hvor langt den største del af budgettet går til omsorg for udsatte, børn og ældre. Enten skal alle løbe endnu hurtigere år efter år – eller også vil det gå ud over antallet af pædagoger i dagtilbud, gå ud over undervisningen i folkeskolerne og gå ud over antallet af sosu’er på ældrecentrene og i hjemmeplejen.
Allerede i dag er der krav om effektiviseringer i Aarhus, som presser medarbejderne og kvaliteten ganske hårdt. Det virker også uansvarligt at skrue yderlige op for besparelserne, fordi det kommer oven på mange år med smalhals, hvor medarbejderne skal løbe en lille smule hurtigere for hvert år der går.
Vi kan ikke tilslutte os en økonomiske politik, der betyder, at der kommer færre medarbejdere til at tage sig af vores børn, udsatte og ældre. Vi anerkender, at et formål med at effektivisere er at have fokus på, at vi få mest muligt ud af skattekronerne.
Men vi anerkender ikke, at det skal bruges til at skabe en endnu større sum penge, som byrådet kan prioritere i forbindelse med budgetforhandlingerne. Hvis byrådet vil dele gaver ud eller omprioritere, må vi også sætte navn på, hvor pengene skal hentes og tage de politiske skrammer.
Det er ikke fair bare at overlade den opgave til den enkelte socialpædagog, sosu-assistent eller folkeskolelærer.
Læserbrevet i Århus Stiftstidende (nyt vindue)
