Lone Norlander

Regeringens ”ghetto-plan” er en katastrofe

Regeringens såkaldte ”ghetto-plan” og opgør med ”parallelsamfund” er en usmagelig og meget uheldig nedgøring af sårbare grupper i samfundet. Der er ikke brug for straf og tvang. Nej, der er brug for boligsocial indsats, forebyggelse og hjælp til at folk kan komme i uddannelse og arbejde.

Pressemeddelelse, 1.3.2018, Lone Norlander, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus.

Udgangspunktet for planen skulle være, at trygheden er faldet dramatisk i flere store almene boligområder. Dette drages alvorligt i tvivl af forskere, og der stilles store spørgsmålstegn ved, at der skulle findes ”parallelsamfund” i Danmark. Så planens baggrund er mere end tvivlsom.

”Ja, der er sociale problemer i de almene boligområder, hvor folk med færrest penge bor. Det er ikke noget nyt. Og problemerne stiger jo bare i takt med, at regeringens politik øger uligheden i samfundet. De mennesker har brug for boligsocial indsats, forebyggelse og hjælp til at komme i uddannelse og arbejde. De har ikke brug for straf, tvang og nedgøring af deres boligområder,” siger Lone Norlander, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus.

Lone Norlander har i mange år været leder af en daginstitution i Gellerup, og kender således området, beboerne og problemerne fra årelang tæt daglig kontakt med børn og forældre.

”Regeringens plan er en katastrofe. Den bygger på straf og tvang, der blot vil stigmatisere store grupper af mennesker yderligere og gøre problemerne endnu større. Og det er altså helt galt, at regeringen med dobbeltstraf for udvalgte grupper vil afskaffe ”lighed for loven”, der er grundlæggende i vores retssamfund,” siger Lone Norlander.

Enhedslisten i Aarhus Byråd vil arbejde for, at der i almene boligområder i Aarhus sættes yderligere ind med boligsocialt arbejde, forebyggelse, hjælp til at komme i uddannelse og arbejde, styrkelse af nærpolitiet og støtte til trængte børnefamilier. Der skal flere ressourcer til at løfte disse boligområder. Men det skal ske med stor respekt for de mennesker, der bor i områderne, og indsatsen skal i højere grad bygge på det store frivillige arbejde og engagement for forbedring, som mange beboere i disse boligområder står for.