Kære borgmester – tænk på vores fremtid

Sig nej til klima-skadelige investeringer i kul- og olieindustrien

Betaler du kommuneskat i Aarhus, så investeres pengene i kul- og olieindustrien. Det sker på trods af gentagne løfter fra borgmester Jacob Bundsgaard om en CO2-neutral kommune. I Enhedslisten mener vi, at borgerne i Aarhus ikke kan leve med, at vores skattekroner går til støtte af uansvarlige selskaber. Derfor foreslår vi, at byrådet beslutter at sige nej investeringer i fossil energi.

Pressemeddelelse, 21.11.2016, Peter Hegner Bonfils, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus

“For mindre end et år siden stillede jeg forslag om, at Aarhus kommune skal stoppe den økonomiske og moralske opbakning til de 200 selskaber, der besidder verdens største kul- og oliereserver. Sagen blev sendt til magistratsbehandling, og siden har flere kommuner overhalet Aarhus indenom. Så nu er det på høje tid, at byrådet træffer en rigtig og vigtig beslutning og siger nej til investeringer i fossil energi,” siger Peter Hegner Bonfils.

Kommuner som København, Odense og Fredericia har vist, at de tager afstand fra den klimaskadelige fossile industri. Samtidig er flere danske banker, som Danske Bank, Jyske Bank og Nordea, begyndt at udbyde fossilfrie investeringspakker for at imødekomme den voksende efterspørgsel. Dermed kan Aarhus Kommune uden økonomisk tab stoppe sin opbakning til selskaber som Shell og Exxon Mobile.

De fossile selskaber bidrager massivt til den globale opvarmning, som begynder at give store udfordringer flere steder på kloden, også herhjemme. Af samme årsag sidestiller flere bankers investeringsafdelinger i dag fossile aktier med våben, tobak og alkohol. Samtidig er der en verdensomspændende og hurtigt voksende bevægelse for stop for fossile investeringer, støttet af bl.a. FN’s generalsekretær Ban Ki Moon og tidligere EU-klimakommissær Connie Hedegaard.

“Kære Jacob Bundsgaard. Stop med at bruge mine og andres skattekroner på en industri, der er økonomisk risikabel og moralsk forkastelig. Tænk i stedet på kommende generationer af danskere og tag ansvar for vores fælles fremtid,” siger Peter Hegner Bonfils.

Enhedslistens forslag er på det kommende byrådsmøde