Medmenneskelighed er ingen forbrydelse

Pressemeddelelse fra Enhedslisten Århus og Enhedslisten Århus Øst i anledning af retssagen mod Maria Sloth og Anne Hegelund.
Når verden brænder, har vi pligt til at hjælpe vores medmennesker på flugt. Derfor er det skammeligt at se danske politikere i disse år konkurrere om at give flygtninge så dårlig en behandling som muligt. Og derfor er vi i Enhedslisten Århus og Enhedslisten Århus Øst stolte over, at vores medlemmer Maria Sloth (byrådsmedlem) og Anne Hegelund (folketingskandidat) er blandt de tusindvis af danskere, der på eget initiativ har valgt at hjælpe flygtninge i nød.
De er anklaget for at hjælpe udlændinge med at opholde sig ulovligt i landet. Men intet menneske er illegalt, og almindelig medmenneskelighed og hjælpsomhed bør ikke kriminaliseres.
I Enhedslisten mener vi, at man grundlæggende skal respektere loven, da den udgør en af de demokratiske grundsten i vores samfund. Men loven kan ikke altid tage højde for verdens uforudsigelighed, og man kan derfor risikere at stå i en situation, hvor man som menneske bliver nødt til at handle nu og her.
I ekstreme situationer kan civil ulydighed være et legitimt og demokratisk skridt at tage. Et samfund bygger ikke alene på love og regler, men i endnu højere grad på den solidaritet, vi viser hinanden. Og når det officielle Danmark svigter, er det op til almindelige mennesker at udvise den solidaritet og medmenneskelighed.
Hundredvis af danskere er det seneste år blevet sigtet for at have hjulpet mennesker på flugt, og flere af dem er blevet idømt bøder. Vi støtter dem, der har åbnet deres hjem og hjerter for verdens nødstedte. De viser, at der findes et andet Danmark end det, Inger Støjberg (V) og Martin Henriksen (DF) står for. Et åbent og medmenneskeligt Danmark.
Vi håber, at retten i dette tilfælde såvel som i andre kan se det fornuftige i, at man ikke kan vende ryggen til mennesker i nød. Hvis loven forbyder os at hjælpe nødstedte mennesker, der banker på vores dør, er det vores klare holdning, at loven bør laves om.
Medmenneskelighed er ikke en trussel mod vores samfund – det er en umenneskelig lovgivning.