Vi maler Aarhus rød og grøn

Godt halvvejs gennem byrådsperioden gør Enhedslisten i Aarhus Byråd status over de foreløbige resultater og ambitionerne frem mod valget i 2017. Visionen er, at Aarhus skal være rød og grøn, fair og levende.

Kronik i JP-Aarhus, 8.3.2016, Maria Sloth, Jette Jensen, Peter Hegner Bonfils, Enhedslistens byrådsgruppe i Aarhus.

Efter den store fremgang ved byrådsvalget i 2013 har Enhedslisten i Aarhus Byråd arbejdet hårdt for at optimere vores politiske indflydelse på udviklingen i Aarhus. Med vores tre mandater har vi opnået dette på flere vigtige områder, med betydning for rigtigt mange aarhusianere, og desuden til gavn for Aarhus:
Bedre forhold for kollektiv trafik, cyklister og fodgængere har vi sat på dagsordenen med forslag om og vedtagelse af en mobilitetsfond, der i høj grad satser på disse områder. Vi fik desuden ved budgetforliget i 2014 sat penge af til flere bybusser.
På børneområdet har vi kæmpet for større voksenkontakt til de 0-2-årige, altså bedre normeringer. Vi har opnået lidt, og vi holder fast i, at der skal mere til.
Byudviklingen har vi holdt et vågent øje med, og vi har forsvaret de kulturhistoriske miljøer i byen. Vi skubbede kraftigt på med Frederiksbjerg-processen, der har givet resultat, således at investorer nu ikke bare får lov at bygge hvad som helst.
Vi har stået sammen med en udsat gruppe forældre til børn med handicap og sat forældrebetalingssagen på dagsordenen, hvilket førte til, at kommunen måtte ændre praksis. Det er vi glade for, da udsatte grupper skal have ordentlige vilkår.
Desuden har vi fået flere penge sat af til bostøtte, og vi har været aktive i at sørge for bedre mad til ældre.
Som byens næststørste arbejderparti vil vi naturligvis have ordentlige forhold på arbejdsmarkedet. Vi har sat fokus på sociale klausuler og ved budgetforliget i 2014 fik vi afsat penge til jobrotation.
Enhedslisten har desuden fået byrådet til reelt at forbyde, at kommunalt ansatte og politikere flyver med Ryanair, der ikke vil arbejde på danske vilkår.
Inden for kulturen har vi været fremmest med støtte til udvikling af de mindre kulturinstitutioner, såsom Aarhus Filmværksted og Kvindemuseet. Vi har samtidig gjort en indsats for bedre forhold for vækstlagene og de lokale kulturmiljøer, der er så vigtige.
Med udgangspunkt i de opnåede resultater gennem de første to år i denne byrådsperiode vil Enhedslisten fortsat arbejde konstruktivt for at præge udviklingen i Aarhus. Vores vision er, at Aarhus skal være rød og grøn, fair og levende.

Læs hele kronikken (link for neden) om visionerne for “Rød by”, “Grøn by”, “Fair by” og “Levende by”, hvor der sluttes af med:

Visionen for en levende by fortæller os, at et samfund, hvor man ikke deltager i eller udøver kunst og kultur, minder om et stærkt radikaliseret samfund, hvor jordelivets glæder fornægtes – i stil med det, som idéen om konkurrencestaten også aspirerer til.
Vores vision er i modsætning til dette en sjov by, en mangfoldig by. Kort sagt: Smilets By – Aarhus.

Link til kronikken i JP-Aarhus:

http://jyllands-posten.dk/aarhus/meninger/breve/ECE8495026/vi-maler-aarh…

Bilag Størrelse
Kronik JP-Aarhus 8.3.2016.pdf 85.57 kB