I fredags startede endnu en sæson af X-Factor.
30-årige Sarah med muskelsvind sang sig videre i konkurrencen med hjælp fra sin kørestol, som gjorde, at hun kunne komme på scenen, sin handicaphjælper, som spillede guitaren for hende, og sin respirator, der trak vejret for hende.
Læserbrev, byrådsmedlem Maria Sloth, bragt i Århus Stiftstidende 14.1.2016
Ud over håbet om at vinde konkurrencen havde hun et budskab med: At livet med et handicap sagtens kan være et fuldt og indholdsrigt liv – hvis man får den hjælp fra samfundet, som man har brug for. I Sarahs tilfælde er det en respirator, der trækker vejret for hende, og som dermed har givet hende evnen til at synge tilbage. En evne, sygdommen ellers havde taget fra hende.
Mennesker med handicap har ligeså meget ret til at kunne udfolde sig og have indhold i deres liv, som alle andre. Det viste Sarah hele Danmark i fredags. Og det gælder ikke kun mennesker med muskelsvind, men alle mennesker.
Derfor er det så forfærdeligt, at flertallet i Aarhus Byråd vil skære på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU’en) – forenklet kaldet de udviklingshæmmedes ungdomsuddannelse. Man kan på ingen måde sammenligne et liv som udviklingshæmmet med et liv med muskelsvind. Men samfundets syn på de mennesker kan godt sammenlignes.
Sarah, de unge på STU og alle andre mennesker med handicap har ret til indhold i deres liv, til at blive så dygtige, de kan, og til at bruge de evner til at gavne dem selv og andre.
Det er ikke okay at sætte sig med et regneark og vurdere, om investeringen kommer igen rent økonomisk. Det er mennesker, vi taler om.
Derfor er det så uacceptabelt, at forligsparterne i disse dage overvejer at skære på STU’en for at opfylde et sparekrav, de selv har valgt.
Jeg kan kun opfordre forligsparterne til at pille spareforslaget af bordet.
